Hun sad bogstavelig talt i kaos
Bladene blæste rundt i små piuætter ude i deres have. Eller nu var det jo sådan set kun hendes have. Det havde regnet i fire dage i træk.
Ja faktisk lige siden, han skred.
Han havde sikkert bare betragtet det som en sommerflirt.

Hun havde lagt meget i deres forhold og var blevet helt synderknust, da han slog op.

Det var som om, at vejret gjorde nar af hende.
De lyse nætter var passé og hun følte at træerne ville græde om kap med hende, så mange blade, som de fældede.

Denne konkurrence var tabt, for hun havde ikke flere tårer tilbage at fælde.



Hun havde indset, hvor forfærdeligt et menneske han havde været, i telefon samtale den dag.
Det var sammentidlig også denne dialog, som havde gjort at værelset nu så ud, som det gjorde.

Opkaldet havde været fra Monika.
Hun gennemgik det systematisk i tankerne.


Hendes venindes stemme havde ikke været til at tage fejl af. Der var noget grueligt galt i hendes liv.

"Hallo det er Monika" havde hun stakåndet sagt.
Hun mærkede en håbløshed.
"Ikke flere dårlige nyheder" sagde hun mut
Men Monika havde allerede startet sin talestrøm.
"Pia Peter bollede mig i går aftes, Jeg ville have ringet til dig før, men jeg var for chokeret"


Hun kiggede ud af vinduet. Det var ved at trække op til storm.
"Jeg vidste han var et røvhuld"

Det var dråben. Hun smed røret fra sig. Monika havde ret. Han var et røvhul. Hun plejede aldrig at lægge på hvis det var hendes veninde der ringede. Hun opførte sig altid ordentligt.

Det havde hun også gjort overfor ham. Det var slut nu.
Hun styrtede op af trapperne og ind på soveværelset.
Dobbeltsengen var der stadig. Hun rev den ene madras af, fandt en saks i sy kassen på kommoden og begyndte sit arbejde. Ti minutter efter var værelset dækket af dun fra madrassen.
Den var knust. Ligesom hendes hjerte.

Udenfor var blæsten taget til.
Det blev aldrig det samme igen.

I morgen ville hun ringe til Monika og græde ud.

Hun sad bogstavelig talt i kaos.