"Du er da også bare doven, sidder der ved siden af Mathilde og får alle svarene!"
Det var dråben, nu gad jeg ikke høre på, hvordan Sille blev mobbet verbalt uden at nogen tog aktion. Ikke engang når det var midt i timen skete der noget.
Jeg rejste mig op og kiggede ham direkte i øjnene, ventede et kort sekund og sagde så: "Tror du selv hun har valgt at sidde der? Tror du selv at hun er glad for det?" Han blev helt rød i hovedet, "Til din oplysning, så er svaret nej! Bare fordi du holder med Mathilde, behøver du ikke at få hende ned med nakken. Jeg gider ikke høre på alt jeres lort nogensinde igen, så næste gang du vil tale ned til nogen herinde, så lad være, for det hører til i 7. klasse!" Jeg kunne se han var overrasket og jeg gjorde intet andet end blot at sætte mig ned på min plads og vente på at læren fortsatte.
Læreren var i tvivl, men valgte så at sige: "Tak for det indslag og lad os derpå fortsætte..."

Da pausen kom, fik jeg dødsblik fra mindst 3 personer, men jeg var ligeglad. Jeg tog med Sille i kantinen, og hun fortalte mig, hvor taknemmelig hun var over for det jeg havde gjort. Jeg krammede hende og sagde samtidigt, at jeg ikke prøvede på at være hendes mor, men jeg bare havde fået nok. Hun forstod mig godt og krammede mig igen.

Selv samme aften skrev Mathilde til mig. Hun spurgte mig, hvorfor jeg ikke kunne lide hende længere. Jeg svarede tilbage: Jeg har kendt dig siden vi var 6 år gamle, du har forandret dig til noget du ikke er, og den tanke er jeg imod. Desuden er de tanker du har om Elias helt forkerte, han har kæreste på og du er ligeglad. Jeg synes ikke om dig længere, fordi du er imod alt jeg står inde for.

Jeg vidste godt, at det var farligt territorium jeg var på, men jeg følte mig stærk nok til at kunne klare mig igennem det. Hvis de valgte at mobbe mig, i stedet for Sille, ville jeg bare lade dem gøre det, men samtidigt ignorerer dem.
De var kun 13-14 år gamle, men jeg var voksen nok til at slå det af vejen.
Børn der går i gymnasiet, hvilken pinsel det er i hverdagen.
Nu var det slut.