Det er helt som det skal være. Det er helt som det jeg drømte om da jeg faldt for huset, og da jeg besluttede mig for at købe det.
Jeg så for mig hvordan det ville være at sidde der på den hvidmalede bænk, som står ved den sydvendte husmur, og omgivet af de smukke stokroser.
Det er her jeg sidder lige nu, med min kaffe og mit strikketøj.
Jeg elsker disse stille stunder, hvor det eneste man kan høre, er gråspurvene der pipper, mens de flyver til og fra det gamle klatretræ, som jeg ikke nænner at fælde alligevel, det var ellers min tanke i samme øjeblik jeg så huset den første gang. I dag kan jeg slet ikke forstå hvorfor jeg ville fælde det. Uden træet, ville jeg jo ikke have glæden af at have alle de små fugle i min have. Og jeg ville ikke have deres sang når jeg sidder og strikker maske efter maske, som overrasker mig hver dag, at jeg kan nå så langt på det slumretæppe jeg er i gang med lige nu, uden at jeg knap nok lægger mærke til det.
Der går ikke en dag uden jeg sidder på min bænk. På alle årstiderne, som har hver sin charme. Jeg nyder at se hvordan kulisserne bliver skiftet ud stille og roligt. Hvordan farverne ændrer sig fra hvid til lysegrøn, mørkegrøn og den skønne farvepalet med de røde,gule og brune farver.
Jo, jeg er glad for jeg kom væk fra min lille lejlighed i storbyen. Da jeg boede der, lod jeg ikke så meget mærke til alle disse farveskift, de var der bare.
Mine venner og famile siger tit til mig, at jeg har forandret mig, efter jeg er flyttet på landet. Jeg ved nu ikke om jeg har forandret mig, jeg tror bare der er faldet en naturlig ro over mig, her er der ikke noget som helst der kan stresse mig. Og skulle jeg endelig være lidt stresset, så ved jeg hvad der hjælper, ja gæt selv. Ud på bænken med mig.