Jeg kunne ikke lade være med at tænke over det. Enhver tænkelig følelse førte tilbage til min gennemsøgning. Mine øjne havde travlt med at gennemgå de sidste to år, om og om igen. Fra den første gang han åbnede hoveddøren, til sidste gang han smækkede den i. Mine ører lyttede efter hans grin når han så Simpsons, til når han sukkede dybt af mine beklagelser. Det var alt. Alt havde ændret sig. I de sidste to år af mit liv, kæmpede jeg for at komme frem til næste gang jeg kunne se ham. Næste gang jeg skulle høre hans stemme og mærke hans hænder omfavne mig. Det var det jeg levede for. Men et sted i al min længsel, gik det op for mig hvordan det hele stod til. Midt i al sorgen over al det jeg pludselig havde mistet, brød jeg sammen ved én tanke. Tanken om at den jeg elskede højest, havde taget mit liv fra mig. Det var ikke da han gik fra mig, Det var faktisk det tidspunkt jeg pludselig havde fået det tilbage. Nej han tog mit liv, den første dag jeg mødte ham. Han stjal det, uden nogen ide om hvornår jeg skulle have det tilbage. Uden at være klar over det, havde jeg levet hans liv i to år. Levet fra weekend til weekend. Nej han tog mit liv og efter to år, havde jeg pludselig fået det igen. Men jeg havde ingen ide om, hvad jeg skulle gøre med det. Jeg vidste knap nok, hvordan jeg skulle holde mig selv i live, uden ham. Jeg havde svoret til mine veninder, at jeg aldrig ville ende med at sidde og græde over ham. Det lovede jeg højt og helligt en nat i byen, hvor drinksene var lidt for stærke og kjolerne var lidt for stramme. Der havde jeg stået beruset og råbt, at jeg aldrig ville lade ham komme mellem dem og mig. Men her sad jeg. Foroverbøjet med mascara rendende ned af kinderne og en dyne der gik fra øre til øre. Nu havde jeg pludselig fået mit liv tilbage og hvordan jeg skulle leve det, var endnu et problem.