"Hører du overhovedet efter hvad jeg siger?" udbryder min veninde irriteret, og jeg havde gjort det igen. Dagdrømmende sneg sig bare ind på mig hele tiden, og de blev mere og mere virkelige. Hans hænder på mine hofter, mine hænder om hans nakke, og idet vores læber rammer hinandens er det er som om benene bliver revet væk under mig og det bare er os to. Han stryger en tot hår væk fra mit ansigt og smiler til mig. Det føles som om hans blik smelter mig, og mine knæ føles som gelé. "Du er min pige, og det vil du altid være" siger han til mig, inden hans læber finder mine igen. Min krop er ved at eksplodere, og det føles som om at hele verdens glæde er samlet og puttet ind i min krop. Resten af verden er fuldstændig væk, og jeg kan mærke hvor tryg jeg er. Hans læber føles som ild mod mine, og når han rører min hud, giver det mig kuldegysninger. Jeg tager mig selv i at sidde med fjoget smil på læberne, og tager mig sammen og kigger på min veninde og siger "Undskyld, Kat, jeg ved det godt". Fordi det var et problem, det med at holde sig i virkeligheden. Men hvordan kan man holde sig i virkeligheden når det er så dejligt at være i drømmene? Det hele er så perfekt der, og du kan få, lige hvad du vil have. Jeg kan se ham komme gående mod os, og mine hænder begynder at ryste. Smilet på mit ansigt er ikke til at tørre af, og jeg kigger på ham og siger "Hej Christopher!". Måske var det lidt for ivrigt, for han kigger kort ned på mig, og siger "Hej" på en lidt undrende måde og går videre. Jeg kigger længe efter ham, og min veninde ser på mig med et sympatisk og samtidig lidt opgivende blik. Inderst inde ved jeg det jo godt, han vil aldrig blive min ligemeget hvor meget jeg ønsker det. Men sandheden svier, og bare det at tænke på det får mig til at føle min mave slår en kolbøtte og kvalmen kommer krybende. Drømme er fantastiske, bare ikke når de går rundt omkring dig, men du ikke kan nå dem.