Mit hoved brydes med alverdens tanker i dette øjeblik. Jeg er ude hvor jeg ikke kan bunde, men det er udelukket at vende tilbage til sikker grund. Tommy ville aldrig tilgive mig, hvis jeg stak af nu. Det var trods alt min stupide idé, som har bragt os i denne situation. Alligevel er der en del af mig, som vil skide på det hele og bare forsvinde før alt bliver kaos. Denne tanke fylder mere og mere som tiden bliver mindre. Des tættere vi kommer den aftalte tid, des mere desperat bliver jeg for at slippe væk. Minutter bliver til sekunder. Det er nu eller aldrig, hvis jeg skal undgå mit livs største fejltagelse.

Klokken er 13.29 og Tommy rækker mig en hullet elefanthue, og trækker en lignende hue over sit eget hoved. Jeg stirrer på huen i mine hænder uden at gøre en bevægelse. Jeg vender mig mod Tommy og får øjenkontakt. Han kan se min tvivl, jeg ved det, men han nikker i retning af huen og begiver sig så afsted. I et splitsekund vender jeg ryggen til ham, og i tankerne tager jeg benene på nakken. Desværre er det kun i tankerne at jeg lader fornuften styre, for lige her og nu kan jeg ikke andet end at følge min ven. Med huen dækkende det meste af ansigtet, og udsynet væsentligt svækket, træder jeg ind af døren som Tommy netop har åbnet. Tommy trækker med det samme sin pistol og begynder at råbe. Jeg trækker ligeledes min pistol, men lader Tommy føre ordet. Følelser jeg ikke kender begynder at strømme gennem mig. I momenter er jeg aldeles til stede, som jeg aldrig har oplevet det før. Det hele er så overvældende og pludselig rammes jeg af en følelse af tomhed. Jeg falder om på stedet, bevidstløs.

Da jeg åbner øjnene igen, bliver jeg klar over at jeg ligger på bagsædet af Tommys bil. Jeg fanger hans øjne i bakspejlet. Vi ser hinanden i et øjeblik, men han slår blikket ned og jeg gør det samme. Elefanthuen sidder stadig på mit hoved, men jeg føler ingen trang til at tage den af.