Vi vidste hvad der skulle ske. Missionen frem for manden. Vi havde trænet til denne dag, i det der føltes som år. Vi kom alle tre fra forskellige dele af England. George kom fra Midsommer Valley, hans mor kunne lave de mest fantastiske Sheperds pies. Han kunne fortælle de sjoveste historier fra hans hjemby. Jack kom fra London. Han var indbegrebet af en byboer. Han havde syr på de nyeste gadgets og de nyeste trends. Jeg selv, Tom, kom fra Southampton. En middelstor havneby med verdens smukkeste kvinder. Lea var navnet på min smukke kvinde. Blid som en sommerbrise, søde blå øjne fulde af kærlighed og en krop så fin og spinkel som var hun af det fineste glas.
Jeg havde mødt George og Jack på den første del af uddannelsen som Special Air Service (S.A.S). Vi havde alle tre været mindre end de andre, og derfor været udsat for hån og ydmygelse. Alligevel havde vi haft det der skulle til, og vi havde været blandt de få som bestod uddannelsen.
Her stod vi så. Klar til at kaste os ud af en Herkules 5 km. over jorden. Vi ville blive droppet i midten af en krigszone. Der havde været meldinger om seriøs beskydning og de havde brug for forstærkning. Normalt ville vi have sendt flere end 3, men krigen var på sit højeste og mændene var få.
Georges øjne mødte mine, og han sendte mig et lille smil. Jeg nikkede tilbage, og sagde "hvis vi lander i vand, giver jeg en omgang!" Jack og George kiggede på mig og nikkede samtykkende. "Det er en aftale!" svarede Jack.
Det lettede den ellers så trykkede stemning. Ingen af os sagde noget, sad bare i vores egne tanker. Jeg bad en stille bøn til gud. Jeg bad for at se Lea igen. Loadmasteren gav os 2 minutter tegnet, hvilket ligner et peacetegn. Always look on the bright side of life. Jack rejste sig og gjorde sig klar. George var lige bag ham. Jeg lagde en hånd på hans skulder og kiggede ham lige i øjnene. Han nikkede tavst, han var klar til at springe. Vi var rolige, dette var vi trænet i. 1 minut. Rampen blev sænket, og lyden af blæst ramte os. Vi gik helt hen til kanten, bad en sidste bøn mens loadmasteren talte ned "5....4....3....2....1" Vi trådte ud i den blå luft samtidigt.