Her sidder jeg. På en barstol i en café. Stolen er hård, høj og uden ryglæn. Her er mange mennesker som alle snakker, og et eller andet musik som stort set forsvinder. Det gør ikke noget. Jeg sidder i mit eget lille paradis; en kop varm, dampende, sort kaffe, en lun sandwich og min computer foran mig, som en ventil for hovedet. Jeg sidder foran det store vindue. Ser børn som går forbi, nogle af dem løber væk fra deres forældre. Jeg ser kærestepar, som går som om at deres hænder var ét. Gamle mennesker, som klynger sig til deres gangstativer. Alle disse mennesker som vælger at bruge deres lørdag i gågaden. Forskellige liv og forskellige tempoer; forskellige mennesker.

Lige foran vinduet; udenfor sidder en unge mennesker. Alderen varierer nok fra 20 til 40. Meget forskellige mennesker, som sidder og hygger sig, snakker griner og interagerer. Jeg forestiller mig hvem de er. Hvilken relation de har til hinanden. De fleste er meget intime og åbne i deres kropssprog; De har noget sammen. Alligevel sidder de med god afstand, uden berøring. De er venner, men kender ikke hinandens intime hemmeligheder. De er en gruppe som er samlet via en fælles interesse - Arbejde? nej, for intimt. Folkeskole? nej, alderen varierer for meget. Det må være noget kursus eller andet, hvor de er presset sammen på trods af interesser, liv og alder, men hvor der er pauser, eller andre fælles tidspunkter, hvor de er blevet presset til at omgås udenfor det fællesskab de ellers var sammen om.

Det er nu hyggeligt; at se verden fra sidelinjen, og bare kunne give det den mening man selv ønsker. Jeg kunne snildt skabe en livshistorie for hvert individ som forbipasserer. Uden at vide om der er hold i det. Det er ikke vigtigt, for på dette sted, på denne stol, lader jeg tiden i mit liv stå stile, og observerer andre. Dét behøver jeg ikke tage seriøst, og dér behøver jeg ikke tage stilling. Lige her, når tiden står stille - På den høje stol, med den varme kaffe, foran det store vindue.