Han putter hænderne i lommerne og skutter sig. Dagene er gået hen og blevet kortere, mørket har allerede lagt sig som et tykt tæppe hen over gaderne i København. Han sparker irriteret til noget grus på fortovet. En masse tanker glider langsomt forbi inden i hans hoved, som skyer på himlen. Han drejer af Gothersgade og fortsætter ned ad Øster Søgade. Mobilen i hans jakkelomme begynder at vibrere. Men han tager den ikke, han vil ikke snakke med nogen, vil ikke se nogen. Han vil bare forsvinde for en stund, forsvinde ind i sin egen verden. Måske forsvinde helt.
Han sætter sig på en af de mange bænke, som man har placeret rundt om søerne. Det er så bidende koldt, at det gør ondt helt op i næsen når han trækker vejret. Et vindstød griber fat i hans hue og han er nødt til at holde fast på den, så den ikke flyver væk. Han ser ned på sine støvler og slår dem mod hinanden, for at holde varmen. Lukker øjnene og løfter ansigtet op mod nattehimlen, mærker hvordan hans læber bliver tørre. Han kan ikke lukke øjnene for længe, for så kommer det. Mørket. Mørket som vil rive og flå i ham og hive ham med ned i dybet. Han kan ikke klare virkeligheden mere, ikke så længe dybet lurer under ham.
Han åbner hurtig øjnene igen og ser ud på det rolige vand. Der ligger store isflager rundt omkring og flyder rundt derude. Mobilen ringer igen. Han slukker den og ligger den fra sig på bænken, sammen med sin hue og nøgler. Små hvide krystaller daler ned fra himlen og lægger sig på hans jakke og i hans hår. De når nærmest ikke at lande, før de forsvinder. Dengang han var lille ville han fange dem med tungen. Men ikke længere.
Han rejser sig, går hen til kanten og kigger ned, prøver at se bunden. Men det hele er for sort. Han tager et skridt frem, så han står med skosnuderne ud over kanten og lukker øjnene igen, mærker hvordan hans krop svajer en smule. Så husker han ikke mere.