Det er En kold vinter dag uden for, jeg sidder i venteværelset og kigger ned i gulvet, rundt om mig sidder der en flok ældre mennesker, men henne i hjørnet sider en pige på omkring 19 år, lige som mig selv. En tåre triller ned af min kind, vi burde ikke sidde her vi burde, leve livet og være unge.
Vi burde ikke sidde her og bekymrer os om smert, død, men bare leve livet uden bekymringer som dem her.
Jeg var 13, da min leukæmi brød ud, men den kunne styreres, ved hjælp af kontrol og medicin, jeg kunne passe skolen og vennerne, uden de behøvede at vide noget.
Men da jeg fyldte 15, bryd den helt ud og jeg var indlagt i flere måneder, tabte håret og alt mine veninder prøvede at støtte mig, men de glemt også den jeg var.
Mens jeg var indlagt flyttede mor tætter på sygehuset for at kunne være tætter på mig. Det var underligt den dag jeg blev udskrevet, jeg skulle hjem, men hjem var det ikke for havde aldrig været der før.
Mor havde trods alt indrettet mit værelse fint og jeg kunne starte på en frisk og ingen skulle vide jeg var syg, ville ikke behandles som syg, jeg ville have lov til at være ung og nysgerrig.
Nu sidder jeg her igen, endnu en tåre triller, tiden er kommet til en ny dom, er det blevet værre eller kan jeg fortsætte med at være ung lidt endnu.
Hvad mon hende, den unge pige i hjørnet tænker, mon hun tænker det samme som mig. Hvornår mon hun blev syg. Min tanker kredser om den anden unge pige, i mit syge forløb ind og ud af hospitalet havde jeg mødt mange mennesker både børn og voksne, somme alle var bange men kæmpede for deres liv. Vi er i krig med vores krop, måske kan vi vinde den, måske ikke.