Lige fra barndommen har jeg været anderledes. Jeg led frygtelig under de andre børns drillerier.
Ligemeget hvor jeg gik, eller foretog mig, blev jeg til grin. Det var ikke i det skjulte, men helt åbenlyst. Selv voksne havde ingen skam i livet, ved at kommentere mit udseende. Jeg græd når jeg var selv. På gårdtoiletterne i skolen, stod der skrevet en masse grimme ting om mig på væggene. Lærerne var ligeglade og en af dem hoppede sågar med på vognen med mobningen. Det viste sig en dag da jeg faldt ned fra "borgen" som klatretårnet hed. Faktisk blev jeg skubbet ud over kanten, af en af de mange plageånder jeg havde. Jeg gik grædende hen til læreren som var gårdvagt. Jeg viste hende mit hævede håndled som jeg havde forstuvet i faldet.
Hun kiggede på mig og sagde: " Ja du er jo også noget klodset, sådan som du ser ud"
Engang vi skulle på skolebiblioteket. Jeg vriklede rundt på anklen, da jeg gik ned af den lange cementtrappe, på vej tilbage fra biblioteket. Det gav et højt smæld i benet, og en smerte skar gennem benet. Kunne ikke rejse mig ! En pige fra klassen gik forbi mig, mens hun sendte mig nogle himmelvendte øjne. Jeg sagde til hende at jeg vist nok havde brækket benet og om hun gad sige til læreren at jeg havde brug for hjælp. Der kom ingen hjælp og jeg måtte kravle tilbage i klassen. Læreren kiggede på mig og sagde at jeg virkelig var en klumpe-dumpe.
Det viste sig at jeg havde sprunget et ledbånd, men det fandt vi først ud af, da min mor kom for at hente mig da skolen var slut.
Som ung, gik jeg ofte i tivoli. Gik rundt for at kigge i boderne. Ville engang have købt en t-shirt, men 2 tøser fra klassen fnisede og sagde, at den ville vist ikke klæde en som mig...
Efter at have grædt lidt i stilhed, besluttede jeg at prøve en karrusel. Jeg kunne ikke få sikkerhedsbøjlen lukket.! Kontrolløren kom og jagede mig ned...Der var ikke plads til en som mig.
Nu sidder jeg i min lejlighed. her griner ingen af mig. Ingen kan se mig.
Ingen ser at jeg hælder 50 panodil i mit bæger med is.
Ingen fniser, da jeg spørger mig selv om der findes en kiste til en som mig.
Så bliver alt sort, og jeg får fred