Bænken er frossen, og jeg er kold i røven. Jeg går jo bare forbi hver dag, på min slidte sti - frem og tilbage. Mine nøgler klasker mod mit lår i samme takt som de har gjort de sidste 7 år, og jeg har den samme sang på hjernen: "who's in a bunker, who's in a bunker, women and children first, and the children first and the children, i laugh until my head comes off, I shallow till I burst, until I burst, until I...". Hver eneste dag mandag - fredag kl 9.30 går jeg forbi den bænk der. Og han har siddet der hver eneste dag, i de 7 syv år. Efter 2 år døbte jeg ham alkoholger, indeni mig selv. Har tit tænkt på om han også sidder der om lørdagen, mens jeg ligger i min varme seng og tæller mine penge og overvejer hvorvidt jeg skal bestille maden udefra. Men lige idag er han er der ikke. Heller ikke hans klirrende nettopose eller hans samfundshjælper - som egentlig gør det modsatte af at hjælpe samfundet... Sidepring.. Tilgengæld står der en mand i uniform og noterer noget på en blok. Overvejer lige kort om min ven der kan have fået en slags parkeringsbøde for at sidde der hele tiden, men slår det ud af hovedet igen, da to brandbiler holder ind til siden.. Og jeg er nået til: "Mobiles squirking, mobiles chirping, take the money, run, take the money and run, take the money, here I'm allowed everything all of the time...". Gad vide om de har ventet på jeg skulle komme forbi idag, som en slags overraskelsesangreb. Jeg kan ikke se ild nogen steder. Men to brandmænd som mere ligner nogle fra et transportfirma hiver en brandslange ud, og trækker den hele vejen over på den anden side af vejen. Spærrer al trafik. Og først nu opdager jeg, at alkoholger står ovre på fortorvet på anden side og varmer sine hænder på et lille bitte bål, lavet af sprut, og gratisaviser. "Ja skynd Jer dog at slukke det", tænker jeg, "han har sikkert kun brugt sit allersidste sprøjt på det" - og så fortsætter jeg ellers ud af min slidte sti, på vej på arbejde.