”Mig og min bror”. Sådan indledte jeg altid mine sætninger førhen. ”Min bror og jeg” rettede folk mig altid, men jeg var ligeglad. Det betød ikke noget. Nu siger jeg det alligevel aldrig mere. Den tid er slut.

Jeg kigger mig omkring. Kigger, uden at se. Jeg er blind. Verden eksisterer ikke længere. Tørre blade rasler hen over den nu tomme gårdsplads. Forsøger at fortælle mig noget, men hvad? Der er noget der rasler inde i mig. Noget der har revet sig løs og nu rasler hvileløst omkring inde i min krop. Måske er det en nyre, tænker jeg en dag. Men kan en nyre overhovedet rasle?

Det er efterår. Jeg fryser. Jeg kan ikke længere høre bladene. Måske er det slet ikke efterår? Jeg tænker efter. Jo, den er god nok. November. I mine minder er det altid sommer. Han kigger på mig. Store brune øjne, glitrende hav. Det var dengang det altid var sommer.

Havet. ”Mig og min bror sejlede altid…” Jeg når ikke længere i mit tankespind. Der er ikke noget ”mig og min bror”. Hav - saltvand og skumsprøjt. Vildt og frådende forsøger det at æde mig. Jeg gør ikke modstand. Der er ikke længere noget der rasler. Nu er her bare tomhed. Jeg fryser. Det runger i mig. Som et tomt rum, der mangler møblement. Som en tom kirke. Som en verden uden ”mig og min bror”. Havet. Vildt og frådende. Jeg gisper ikke engang efter den sidste luft. ”Mig og min bror” hvisker jeg til det sort-grå vand ”mig og min bror!”
i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i ii i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i