Jeg har ledt i en evighed for at kunne finde den nøgle, som låser op til svaret på, hvordan jeg skulle trække livets vigtigste sejr i hus.

Hvilke karakterer jeg, med fordel, kunne arbejde sammen med, hvilke personer, der forringede mine, i forvejen dårlige, vinderchancer.

At vente på det definite moment er som alt andet "spændende". Det kunne være noget af en udfordring, som er bedst beskrevet med ord polariserende ord. Positive ord, når alt gik, som jeg ville have det til at gå. Men ikke mindst fulgt af en frustration og en nedværdigelse af mig og min kamp, når det overhovedet ikke ville, som jeg.

Pulsåren i min tinding, som bevægede sig i takt med min stakånde, når meddeleren sagde, til mig, at det var en tabt kamp. At mine chancer for at vinde var på størrelse med en ært, og vel og mærket var jeg ikke en prinsesse, der havde mulighed for at finde den. Frustrationen ved ikke at vinde ville være for store, til at jeg ikke ville kunne leve med mig selv, men samtidig gav det mig også en følelse af at stå under et vandfald med vand, der kun er lige over frysepunktet. Det gav mig energi til at fortsætte min kamp, men i samme følelse var der en snært af tabt energi.

For kampen blev sværere at fortsætte, jo flere dage der gik. Fristelserne på den anden side, lokkede mig, som jeg aldrig var blevet lokket før. Der passerede ikke en eneste dag, hvor jeg ikke så dobbelt, hvor jeg ikke både ville vinde og tabe.

At gå fra så inderligt at håbe på en sejrsrus, til at håbe på begge ting, eller måske ingenting. Al den tomhed, der fylder mig op, giver mig følelsen af at være fuld af tomhed, og tomheden giver mig en følelse af beruselse. Ikke at vide, hvad der er bedst for en selv. I starten var jeg oplyst, jeg vidste målrettet hvad jeg gik efter, men tiderne skifter, og tiden nu ville slukke mit lys. Måske er et tab i virkeligheden en sejr.

Jeg tabte kampen til kræft.