Jeg indsnusede færten af ham. Det var lige før daggry, og solens stråler var endnu ikke nået op i horisonten. Mørket lå stadig over landet, og duggen havde gjort græsset under mig, vådt. Jeg bevægede mig langsomt hen over den frosne jord, og min ånde, stod ud af min mund, som små skyer. Jeg gik imod hans fært, og satte gradvist farten op, indtil mine ben bevægede sig så hurtigt over jorden, at jeg ikke mærkede den. Jeg kom tættere og tættere på ham, og tænkte min plan igennem endnu engang. Jeg ville opsnuse ham, og så bide ham ihjel. Lade ham føle den smerte, han havde forvoldt mig. Lade ham gennemgå det, der har gjort mig til det, jeg er. Ikke den jeg er, men det. Det der har givet mig dette ”talent” jeg fnyste hånligt, og satte farten yderligere op.

Han flygtede, det vidste jeg, men han ville ikke nå langt. Jeg så ham forude. Jeg gjorde mig klar til at springe. Bare et par skridt mere. Jeg spændte mine ben. Jeg satte af. Han vendte sit ansigt imod mig. Det var forvrænget i angst, og han skreg. Han skreg, så det gik gennem marv og ben. Jeg viste mine tænder i et smil. Jeg åbnede munden. Mine hjørnetænder glimtede i solens første stråler.

Jeg kunne lugte blodet i hans åre, men han skulle lide. Ikke bare dø, men ønske at han aldrig havde lavet et uhyre som mig. Aldrig lavet én med mit ”talent” som han kaldte det. Det var ikke et talent, men en forbandelse.
Jeg satte mine tænder i skulderen på ham, og nød lyden af hans skrig. Nød at han kunne skrige, men at ingen kunne høre ham. Det var bare endnu et led i min geniale plan. Jag ham ud i et øde land, hvor der ikke er nogen til at hjælpe ham.
Den metalliske smag af blod bredte sig i min mund, og jeg bed dybere. Flænsede hans hud. Han væltede. Jeg rev i hans krop. Lavede dybe flænger, så blodet væltede ud.

Blodet fortsatte med at løbe. Han fortsatte med at skrige. Sekunderne føltes som timer. Jeg tog mig sammen, sendte ham et sidste bebrejdende blik, og bed ham i struben. Hans skrig gled over i en rallen, for til sidst at forstumme. Hans kæmpende krop blev langsomt stille. Da solens stråler nåede os, var hans krop slap. Himlen blev rød. Rød som blod. Solens stråler fik hans klistrede, lugtende blod til at glimte. Jeg kiggede op på himlen, betragtede lyset der kom. Jeg vendte om, og løb. Løb op ad bakken. Jeg standsede. Betragtede hans døde krop. Jeg vendte hovedet op mod himlen, og hylede, højt og hjerteskærende…