2009
Har du været der før?
Der hvor det bider, hvor du har en oplevelse af kulde der skærer, flænser og river.
Kulden afløses af en varme. Helvedes døre åbnes og du brænder. Du skriger og dine øjne maser sig frem og det føles kortvarigt som om at de presses ud af deres huler. Ingen hører skriget, for du holder det inde i dig selv. Dér fader det ud til en lang vedvarende tone, klinger ud og sætter sig som permanent hovedpine.
.
Rytme. Hjertet banker, og det mærkes. Du er i en boble fyldt med vand, der forvrænger lyde. Fremmedgør omgivelser og skaber monstre ud af normaliteten.
Total isolation er en konsekvens.
Omkring dig er alt som før. Der er bare længere vej til det. Distancer der skal tilbagelægges. Skridt på veje du før betrådte med lethed. Nu er de uoverstigelige forhindringer.
Du ved det jo godt. Ved at boblen er kunstig. Skal brydes. Men den dør, der fører tilbage er lukket. Lyset er slukket og vejen er gemt i viljens labyrint.
Postbuddet er farlig. Han står på lur. Vil vide hvorfor du er hjemme. Købmanden kan se det på dig. Naboen lurer. Alle snakker. Du hører intet af det, men du afspiller hele deres dialog. Der hvor ingen kan hører den.
Gå i gang, kom i gang. Rejs dig op. Mand dig op. Get a job!
Men først en lur. Først skal der tænkes. Sættes i system. organiseres. self-coaching. Du udfører hvert et trin, tager skridt, handler og reagerer. Men du sidder stadig ned.
I morgen tager du fat. I morgen bliver dagen, hvor spejlet viser, alt hvad det afspejlede før.
Mathed overtager gode intentioner. Du må hvile. Har ret til hvile og benytter den ret. Og dommen er dårlig samvittighed. Boblen fyldes af vand. Du er i din cirkel.
Cirklen.
Rolig min ven.
To piller hjælper
To piller. Hver dag. Kurerer alt.
Ordner dig.
2011
Er du her igen? Hvad siger du? abstinenser, bivirkninger, kulde, hedeslag søvnløshed.
Men du er jo kureret.
Rolig min ven.
Hjælpen er på vej. Det er helt normalt.
Du skal bare på afvænning.