”Det brænder” nogen råber nede på gaden, hun løber over til vinduet. Der har været et rekord højt niveau af brandulykke i ghettoen den sidste tid. Man kan ikke lade være med at tænke hvem bliver den næste? Hun ser flammer stå ud fra et hus, som ligger et par huse længere væk. Det er hos Aicha. Hendes lille søn er derover at lege. Hun løber ned af trapperne og skynder sig alt hvad hun kan. Hun kan mærke hvordan panikken bredder sig jo tætter hun kommer. Hun kan se flammerne har godt fat. Det er forfærdeligt. Hun skal til at løbe ind i bygning, da en uniformeret betjent hiver hårdt fat i hendes arm. Ikke uvenligt, men bestemt. ”Mit barn er derinde. Min søn!” Hun råber og skriger. Hun prøver at vride sig fri fra mandens faste greb, men forgæves.
Han fører hende over til en tjenestevogn, åbner døren og beder hende tage plads. ”Frue, situationen er under kontrol, vi har fået alle ud. Fortæl mig nu hvad hedder Deres søn?” Hun kan mærke hvor lettet hun bliver. En tung sten falder fra hende hjerte, da hun fortæller ham hvad hendes søn hedder. Hun begynder at græde af lettelse. Betjenten lagde en trøstende hånd på hendes skulder. ”Jeg bliver nød til at stille Dem noget spørgsmål. Er det i orden?” Hun nikker og tørrer sine tårer væk med bagsiden af hånden. ”Det ser ud som om det er en brand som er blevet iscenesat fordi damen som bor der har penge problemer. Kender De noget til det?” Hun er rystet over sådan et spørgsmål. ”Det kan jeg ikke forstille mig, slet ikke med børnene hjemme.” Hun ryster på hovedet, men tanken og tvivlen slår alligevel råder i hende. Kunne Aicha have iscenesat en brand for at få forsikringspenge og støtte fra kommunen. ”Altså jeg ved at hun var presset, men det tror jeg ikke om hende. Hun er en ung hårdt arbejdende mor.” Betjenten nikker og skriver små stikord til det hun siger. ”Nu skal jeg nok kører Dem på hospitalet så De kan se Deres søn.”