Det kan ikke være sandt. Ikke igen.
Min trætte krop gør sig fri af lagenerne og bevæger sig mod altandøren. Den står på klem. En svag, melodisk fløjten når mit øre, et hjerteslag før mine øjne finder kilden til lyden, da døren knirkende glider op. Jeg øjner manden, der sidder på den rå betonaltan, jeg netop er trådt ud på. Jeg har set ham før. Frygten slår rod i mig, men jeg bliver stående. Så mange ubesvarede spørgsmål.
Mandens opmærksomhed ligger ikke hos mig, men hos kurven der står foran ham, som jeg i første omgang ikke bemærkede.
”Er hun død? Hvad har du gjo-” En svag rislen standser mit udbrud. Lyden blander sig med fløjtens klang, og jeg stirrer tryllebundet på kurven. Står jeg der et par minutter, et kvarter, en time?
Jeg ved det ikke.
Fra det dybe mørke stiger en skikkelse op. De gennemtrængende, gule øjne borer sig ind i mine, mens dens krop blidt vugger frem og tilbage. Jeg vil væk. Jeg vil vende mig om og løbe tilbage ind i min lejlighed, ind i sikkerhed. Det er ikke min tur til at dø. Jeg lovede ham, at jeg vil gøre alt i min magt…
Hele min krop, mit sind hungrer efter at komme væk fra de øjne, den slange, der bringer så mange dårlige minder og plager med sig. Der må være en løsningsmulighed. Men mine ben lystrer ikke, og jeg står som frosset, som hvis mine fødder var plantet i ren cement. En indskydelse griber mig, og jeg ser ned på det sted, hvor mine fødder skulle have været. Jeg kan ikke se dem – de er væk som så meget andet i mit liv. Og det er alt sammen hans skyld.
Mine øjne møder slangetæmmerens blinde blik, og hans ansigt bryder ud i et triumferende smil rundt om fløjten.
Det kan ikke være sandt. Ikke igen.
Skriget starter bagerst i min ryg og finder sig vej gennem min mave, min hals til det endelig river sig løs og bryder nattens angstinddrivende stilhed.


Mine ord: plage, løsningsmulighed, kvarter, altandør, slangetæmmer