Jeg gik hen ad gågaden uden at se mig omkring. Jeg gik ind i et par modgående og selvom de kiggede forbavsede op gik jeg bare videre uden overhovedet at værdige dem et blik. Jeg hørte musik på min ipod som altid. Min hætte var trukket godt ned om øjnene, så folk ikke kunne se mine øjne, og jeg ikke kunne se andet end fra min brystkasse og ned til mine trevlede snørebånd, som var fastgjort i mine gamle, udtrådte gummisko. Jeg var en freak. Det sagde folk ihvertfald. Der var aldrig rigtig nogen der havde forstået mig. Men ærlig talt, det havde de jo heller ingen grund til at gøre. Jeg var en freak. Jeg vidste det godt, og jeg havde med tiden lært mere eller mindre at acceptere det. Jeg trak ned i min hætte for at være sikker på at den dækkede arret i min pande. Arret. En bil kørte hurtigt. Alt for hurtigt, for mit indre blik. Den slængrede og inden nogen kunne nå at gøre noget blev alting sort. Hele min familie omkom. Untaget mig. jeg var her stadig. Vandrede rundt i gaderne. Alene. Mest fordi jeg ikke gad at opholde mig på den anstalt af et børnehjem jeg boede på. Mine øjne begyndte at brænde. Ikke fordi jeg ville græde. Men af helt andre grunde. Det gjorde de altid. Hvergang jeg kom til at tænke på ulykken, eller nogen omtalte den skete det. De brændte. Og skiftede farve. Mine øjne skiftede farve. Fra normale og kedeligt blågrå til flammende røde. I starten havde det skræmt mig. Meget. Jeg havde ikke fortalt det til nogen, og havde bare skyndt mig at komme væk når det kom til at handle om ulykken. De eneste der nogensinde havde set mine øjne mens de var røde, ville aldrig kunne fortælle nogen om det. Aldrig. De var nemlig døde.