Den rammer mig som et lyn fra en klar himmel, idet jeg kigger ind i lægens varme brune øjne. Følelsen af at have oplevet det før, siddet her før. Den bølger igennem mig kort og intenst, og jeg forsøger at fange den og holde den fast. Måske kan jeg denne gang forudsige hvad der vil ske. Så jeg afspiller scenen om og om igen inde i hovedet, frem til der, hvor han tager luft ind for at give mig svaret. Bling! Uanset hvor meget jeg forsøger, går jeg i sort lige inden ordene forlader hans mund. Det ville ellers have været rart at vide, og det kunne måske have givet mig et minimalt forspring til at forberede mig på svaret.

Som om jeg ikke har haft rigeligt med tid til at forberede mig, faktisk har ventetiden været ulidelig. Men nu hvor jeg sidder her, ville jeg ønske jeg kunne få udsættelse. Bare en uge, et døgn, en dag, en time – hvad som helst for at blive klar. Klar til svaret. Klar til hvilken betydning det vil få for mit liv. Og ikke kun for mit. Der er mange andre, der vil blive berørt. Jeg tænker på alt det vi skal have lavet om i huset, på de mange penge, der skal investeres i det rette udstyr og ikke mindst bilen, der slet ikke vil være stor nok. I det samme går det op for mig, at jeg aldrig vil blive 100 % klar – det er der ingen, der gør. Jeg må bare tage det med oprejst pande, og handle efter udfaldet. Du giver min hånd et klem, og bringer mig tilbage til nuet. En skæv grimasse skal gøre det ud for et smil, men mit blik forlader ikke hans ansigt.

Jeg flytter blikket fra hans øjne til hans mund, fugter ubevidst mine læber og holder vejret. Han tager luft ind, og jeg mærker mine negle bore sig ind i mine håndflader. Nu kommer det, nu bliver min fremtid afgjort.

- Ja, siger han, den er jo god nok…. Det suser for mine ører, og jeg hører ikke resten af sætningen. God nok, hvordan? tænker jeg og forsøger at koncentrere mig.