Den kolde blæst minder mig altid om det. Gråvejret, der ligesom trækker sig over landet som et tæppe af depression hjælper ikke på mit humør. Så snart farverne på træerne skifter fra grøn til gul og orange, for dernæst at ryge af, skifter mit humør også. Livs gnisten inden i mig dør, ligesom bladene på træerne. Jeg tror godt jeg kan forklare hvorfor, men jeg vil ikke, det hjælper ikke at snakke med nogen om det. For de kan ikke ændre det der er sket, det som skete en dag som denne. Et koldt vindstød rammer mit ansigt, jeg følger havets bølgers kurve, op og ned, op og ned. En stemme inden i mig råber, jeg hører den ikke, den råber hele tiden, jeg vil ikke høre den. En dråbe rammer min pande, jeg kigger op. I det samme begynder regnen at styrte ned. Jeg flytter mig ikke fra min plads på stenen. Kigger bare op, og lader regnen falde ned på mig. Min makeup begynder at løbe, imens stemmen inden i mig igen begynder at råbe. Jeg lukker øjnene, og for første gang i lang tid, hører jeg hvad den siger. ”Du kan komme videre, du skal komme videre!”. Jeg åbner øjnene igen. Jeg mærker ikke længere dråberne imod mig, det er holdt op med at regne. Solen bryder igennem skyen, for hurtigt at blive dækket igen. Jeg smiler for første gang i tre uger. Noget stort og mørkt inden i mig er på en eller måde blevet vasket væk. Jeg ved ikke hvordan, men pludselig føles verden ikke så forfærdelig længere. Jeg tænker. Ingen skal komme og samle mig op fra jorden når jeg er helt død og vissen. Jeg vil klare det, jeg kan klare det. Noget inden i mig er begyndt at spire. Hvem ved, måske kommer det jeg leder efter først frem, når bladene begynder at vokse igen? Men jeg har følt et tegn. Jeg rejser mig fra stenen og begynder at gå hjem. Ind imellem kigger solen frem fra skyerne. Jeg føler det jeg har drømt om så længe, men ikke har kunnet håbe på. I dag er starten på en ny begyndelse.