Kommer ind af døren ser dit sørgmodige blik. Et stik af dårlig samvittighed skyller gennem kroppen.
Du kysser mig, siger du har savnet mig. Jeg har stadig kulden i kinderne og fingerspidserne, smagen af en anden mands læber ømt mod mine.
For et år siden ville jeg have puttet mine kolde fingrer ind på maven af dig og du ville grinene have trukket mig ind til dig. Det var dengang tiden var vores.... Nu er den tid på hæld, kan se det dag for dag hvordan gnisten i dine fantastiske blå øjne langsomt slukkes. Du kæmper hver dag med at få smilet frem men dine øjne afslører dig.
Jeg hænger overtøjet i entreen, sparker irriteret de forrede støvler af og går ind i stuen.
Du kigger ned i bordet, tager en dyb indåndning: Der er kommet flere! Du tager min hånd og fører den op bag øret, jeg mærker den lille bule... Tårene begynder at løbe ned af mine kinder. Føler mig som den største forræder ved at have ladet en anden komme mig så nær, men har brug for nærheden, omsorgen. Brug for en der lytter som ikke er dig. En der forstå at jeg har brug for et break fra en hård hverdag. Nogle gange får jeg lyst til at stikke af, gå den varmere tid i møde sammen med en anden, en jeg ikke skal miste.
Ønsker at spole tiden tilbage til sidste år før mine flyttekasser rykkede ind, før alt det grimme i vores hverdag begyndte, dengang snevejret var noget vi gik ud i sammen, grinene, legende og nyforelskede.
Men det kan jeg ikke. Jeg må bare erkende med mig selv at dette her nok er det sidste snevejr vi kommer til at opleve sammen, ligesom det var den sidste jul, det sidste nytår.
Kan mærke du kigger kærligt på mig, Har du hygget dig min elskede? Jeg nikker, finder smilet frem som jeg har lovet dig vil være der altid.
Lægger hovedet mod din skulder og stryger dig over hånden og ved med mig selv at der, alt taget i betragtning alligevel ikke er andre steder jeg hører til lige nu.