Ulvens tænder lyser om kamp med fuldmånen. Dens ånde iser hurtigt til og falder næsten hørbart til jorden.

Endnu har den kun en fornemmelse af, at der er indtrængere. Den svage vind bærer i den rigtige retning og jeg ligger bag busken tæt mod den sneen. Jeg prøver at gøre mig helt stille - og meget lille. I aften er der ingen hjælp fra himlen. Månen er min fjende. For lidt siden viste den sit andet ansigt som en ven, der advarede den mig om ulvens ankomst.

Ulven går tålmodigt frem og tilbage kun få spring fra mig. Han snuser, indånder sit domæne og med et langt hyl, kalder den til sin flok. Jeg kan høre 6-7 andre ulve svare og der er ingen tvivl om, at det er lederen der står overfor mig. Jeg ved at hans skarpe sanser vil opdage mig, hvis vinden vender, jeg laver lyde eller han cirkler rundt om busken.

Heldet er med mig for denne gang. Månen sløres af en let sky og vinden holder sin retning, så jeg tydeligt kan lugte ham. Langsomt, først lidt dvælende, lunter alfahannen væk og giver mig lidt pusterum. Jeg skal passe på i min videre færd.

Jeg bliver liggende lidt endnu af frygt for ulven kommer tilbage. Mit hjerte er ved at finde et roligere leje og jeg nyder mine første ordenlige indåndinger siden han dukkede op. Foran mig ligger et usikkert land - hans land. Bag mig ligger de to-benedes land. Dem stødte jeg på ved sidste halvmåne og var nær blevet opdaget. Nær deres land, er der ikke meget føde. Nær deres land er der langt mellem harer og kaniner, langt mellem rener og fugle. Sådan er det ikke her - her er det ulvens land. Det her kan jeg overtage, når jeg er klar.