Der dufter svagt af parfumen fra igår. Den ligger godt gemt bag duften af sved, som gennem natten er trådt i karakter. Men den er der stadig. Han har en smule hår på brystet, men hun synes ikke det gør noget, ikke når det er ham. Normalt er hun ellers ikke til en type som ham. Fattigfolk- havde hendes far have kaldt ham og hans familie. For hendes vedkommen er det nu ikke så meget det med pengene, det er mere det med de hår på brystet. Det bryder hun sig normalt ikke om. Hun har stadig hendes trusser på, mens han er helt nøgen. Det blev kun til lidt nydelse for ham, så faldt han i søvn inden de nåede længere.
"Jeg er ellers en værre fidusmager, du burde ikke gå hjem med sådan én som mig." Det havde han sagt for tre år siden, da hun havde mødt ham på discoteket. Men hun syntes der havde været et glimt i hans øjne og et smil på hans læber, som fortalte noget andet. Hun havde forelsket sig i ham på under 10 minutter og hun var det stadig.
Hun beundrede hans krop lidt, han er blevet så tynd på det sidste. Det er hun også selv. Selvom hun ikke synes hun spiser meget, og hun prøver at overholde de ugentlige løbeture men hun var så træt hele tiden. Lægen havde taget en blodprøve, måske den kunne vise hvorfor. Hun slog det hen, rejste sig op og fandt noget tøj frem.
De var egentlig gået fra hinanden, men hun kunne ikke undværer ham. Hun havde et par gange prøvet at lade noget tøj ligge til næste gang hun kom, men hver gang havde han pænt lagt det sammen og givet hende det igen når hun kom. Han virkede så afvisende, som om der var noget han gik og skjulte.
Hun kysser ham på panden, inden hun gik ud af døren.

Telefonen ringede mandag morgen. Hun havde lige sat sin blender til og skulle til at lave sin sædvanlige smootie. Det var lægen, prøven var positiv. I et øjeblik, var det som om hendes hjerte stoppede. Hun havde stadig røret ved øret. Hun kunne hører ham svagt, som var han 1000 km. fra hende og hviskede: "Jeg vil gerne se dig til en samtale senere idag. Der er medicin for det nu, man behøver ikke længere dø af det."