Håbet om en frikendelse er så stort, at hun et kort øjeblik forfalder til bøn. Hun minder sig selv om, at hun opgav Gud for længe siden. Derefter venter hun blot, mens beviserne mod hende bliver fremført. Mærkerne efter branden er ikke sådan at bortforklare. Selvom hendes oprindelige forsøg på at hjælpe sine medmennesker ud af deres vildfarelse var uden virkning, indgår de stadig i anklagerne mod hende. Tilintetgørelsen af altertavler, salmebøger og bibler kaldes "vandalisering af helligdomme". Senest har hun så brændt en kirke ned til grunden. Og nu må hun stå til regnskab for sine gerninger.
- Har du noget at tilføje?
- Nej.
- Der er ikke noget, du ønsker at sige?

Hun tænker på alle de gange, hun har forsøgt at kommunikere. Alle de gange, hvor ingen lyttede.
- Ja?

Hvis der havde været hjælp at hente dengang, inden ...
- Der er endnu tid?

Tid. Hendes tid. Nutid og fortid. Hun var en god husmor. Hendes hjem var altid pænt og rent. Særligt den dag, da hun havde haft huset for sig selv i en hel uge og derfor var kommet rundt i alle hjørner og kroge, uden at mand og børn kunne indføre nye mængder skidt og snavs. Maden var altid hjemmelavet. Hun havde været i gang med at tappe friskpresset hyldebærsaft på flasker til den kommende vinter. Børnene gav aldrig anledning til bekymringer. Heller ikke når de var bortrejst, de vidste hvordan man skulle opføre sig. Manden var altid velklædt og i godt humør. Han havde ringet hjem om morgenen, opstemt over hans vellykkede tur med drengene og udsigten til at se hende igen. Alt sammen hører fortiden til. Alt endte da færgen sank.
- Jeg er klar.

Hun ser op. Forventer at møde fordømmelse, vrede og foragt. I stedet strømmer tilgivelsen mod hende.
- Din familie venter.