Det er formiddag da de ankommer, altid formiddag. Han trækker gardinet lidt til side og kigger ud af sprækken, der slipper dagslys ind i hans stue. De er på vej op ad gangstien i hans forhave, om lidt vil de banke på døren. Han ved hvem de er de har været her flere gange. De er små forstyrrende elementer i hans tilværelse. De undersøger og tester, prøver at finde ud af hvad han gemmer. De er som en forsker gruppe der prøver at finde en kur imod en uhelbredelig lidelse. På vildspor, helt galt på den, og alligevel bliver de ved. De banker på, præcis som han havde forudsagt, han åbner og lader dem komme ind. Han lader dem altid komme ind, uanset hvor gerne han ville lade dem stå der ude, med flere meters linjeafstand imellem dem. "God formiddag Hr." Siger den mindste af dem, det er altid ham der fører ordet, den lille fedladne, halvskaldede mand. Han håner dem i sine tanker 'De får aldrig mig trukket ned i sølet, de har intet på mig, intet'. Så sker det at verden falder sammen, stuens tag trykker sig længere og længere ned over hans skuldre da den lille mand igen taler "Vi har beviser denne gang". Ordene er som en alt for hård aflevering i fodbold, hvor bolden fyger forbi dig og du bliver nødt til at vende om og løbe efter den, for ikke at tabe ansigt.

Han har tabt, han følger frivilligt med. Måske er dette begyndelsen på noget større og noget bedre. Han tvivler, aldrig har han haft det bedre, indtil de kom. Dette bliver hans undergang, han ryster på hovedet. Han vil ikke vise dem at denne gang er han besejret, selvom han ved det er sandt.

Han må indstille sit krop og sind på en ukendt hverdag, en ukendt fremtid.