Det var ikke noget almindeligt venteværelse jeg trådte ind den 12/01-2013.
Vi var få, en lille gruppe mennesker der optimistisk håbede.
Udenfor var en snestorm begyndt at rase, men efter hvad vi allerede havde været igennem, var en snestorm ingenting. Jeg tror ej heller en orkan havde holdt os væk denne dag. Vi vidste allesammen hvorfor vi var her, men vi løj for os selv. Dem der havde nosser nok til at se sandheden i øjnene, var på vej til det nærmeste hospital 30km. væk.
Jeg havde placeret mig selv i et hjørne i det røde rum. Belysningen var svag, og det hjalp ikke på den dunkle stemning der herskede.
Skråt overfor mig sad en mor med sin lille søn. Hun knugede ham ind til sig, som var det sidste gang hun nogensinde skulle holde om ham. Desperationen var tydelig og frygten voksede i hendes nøddebrune øjne hver gang hendes søn hostede - og når hun selv gjorde.
Ved siden af dem sad en ung lyshåret kvinde med et lommetørklæde, nærmest limet til munden. Der var små røde pletter at spore på det og hun virkede til at have det dårligere end de andre. Jeg overvejede at gå hen og snakke med hende, men min enegænger natur forhindrede det. Hvad skulle jeg også sige til en kvinde der, til trods for angsten i de nervøse fødder, lignede en der næppe havde noget imod et nyt udbrud. Der var noget saligt over hendes ansigt der fik mig til at tænke, at hun højst sandsynligt havde mistet sin familie sidste gang. Ligesom mig.
Jeg begyndte at blive utålmodig og jeg var ikke den eneste. Et ældre ægtepar der var ankommet efter mig, var på vej væk og jeg overvejede at følge trop, da lægen kom ud i selskab med en familie på tre.
"Der er ingen grund til at blive" annoncerede hun, mens hun rækte ud efter en jakke der hang ved siden af hende.
"Jeg føler mig tilstrækkelig sikker på, at vi har med en stamme af sidste virus at gøre, og jeg vil selv køre mod hospitalet nu."
Med de ord, indfandt panikken sig og alle forlod febrilsk det lille venteværelse. Undtagen den lyshårede kvinde. Jeg blev stående et øjeblik ved døren og mine øjne fangede hendes.
Så smilte hun til mig, nikkede venligt og jeg lukkede døren bag mig for at sætte kurs mod nabobyen, og forhåbentligt en vaccine.