Den er sort, og så har den en lys stribe der går fra halen til snuden. Derfor hedder den Månestribe, fordi det ligner at månen lyser hen over nattehimlen.
Han svarede mig ikke, han så bare træt ud af vinduet. Hvorfor fortæller du mig om din kat Søren! sagde han hårdt, lige præcist så hårdt som det skulle være - alting var som det skulle være med Lauritz. Ingenting var som det skulle være med mig.
Jeg vidste det ikke, jeg vidste at jeg havde lyst til at fortælle min bror om min kat Månestribe. Jeg vidste også at han var ligeglad. Faktisk så vidste jeg ret meget, men ingen ville lytte.
Laurits støttede hovedet i hænderne, en lille hviskelyd, undslap hans overlæbe. Lyden var så lav at jeg næsten ikke kunne høre det, alligevel vidste jeg hvad han kaldte mig.
"Måske er jeg en idiot, men derfor behøver du ikke at kalde mig det" hviskede jeg tilbage.
Langsomt rejste han sig, og hans ansigtsfarve ændrede sig fra solbrun til rød på få sekunder.
"Jo det er lige hvad jeg skal, idiot! du lever på en løgn, en livsløgn!" råbte han.
Jeg så undrende på ham "hvad mener du Lauritz"
Han knyttede hænderne "alting er ikke perfekt, du tror alting er så fantastisk, hvorfor fanden skal du altid være så pokkers lykkelig!" nærmest skreg han.
Jeg sagde intet, jeg vidste godt at der var noget galt med mig.
Jeg var altid gladere, derfor så folk altid på mig som underlig, og anderledes.
Jeg vidste meget, men en ting jeg aldrig havde skænket en tanke var om andre kunne være jaloux på min underlighed.
Kunne min egen storebror, der havde mennesker at snakke med, eget kontor, og en flot bil... kunne han være jaloux på mig, underlige Søren... ham med katten som alle lod som om de ikke så?
Lauritz satte sig ned og gemte hovedet i sine hænder.
"alting er ikke fantastisk, alting er.." sagde jeg stille til den rystende krop foran mig.
Han rørte ikke på sig, hviskede bare et stille spørgsmål om hvad meningen var med mine ord.
"ser du.." startede jeg. "alting er, men alting er altid godt og dårligt, mine øjne ser bare det gode"
han løftede sit hovede og så på mig.
"Søren, vil du ikke nok fortælle mig det hele, fortæl mig alt du ved."
Jeg smilte, for der var intet jeg hellere ville.