Jeg sad i laden. Lugten af vådt, råddent hø stak i min næse. Vandet løb ned af væggene, og det så næsten ud som om at det løb om kap med rotterne. Edderkopperne ventede på en flue eller et andet uheldigt insekt, der fandt dens net. Lynene lyste himmelen op, samtidig med at tordenen overdøvede alle andre lyde. Når tordenen var væk, kunne man høre den silende regn og musenens piven.
Laden var stor, og elendigt isoleret. jeg sad op af væggen til der, hvor kørene havde stået en gang. Jeg havde fundet det hjørne, hvor der ikke lå et eller andet ulækkert. Laden havde engang været malet grøn og brun, men nu var den bare træfarvet, rådden og våd. Jeg frøs. jeg trak tæppet tættere om mig, men det hjalp ikke meget.
Jeg hader den lade. Den lade, hvor jeg tilbragte så lang tid. Jeg husker den så tydeligt. Som om det var i går jeg sad i den, og lyttede til tordenen, uglens tuden og rotternes trippen hen over gulvet. Over alt var der stikkende splinter og halm, kokasser og rustent metal. Båsen, som jeg havde udvalgt mig, lugtede af noget jeg helst ikke vil vide hvad var.
Jeg løftede hovedet, og regndråberne ramte mig i ansigtet. En ugle kurrede under taget. Så hørte jeg braget, samtidig med at jeg så lysglimtet. Og så skete der tusind ting på en gang.
Laden stod i lys lue, og jeg undrer mig stadig over hvordan noget så vådt kan brænde. Jeg rejste mig op, og prøvede at finde en vej ud. Rotterne løb mellem benene på mig, rådne, sortsvedne planker røg ned, uglen strøg tæt forbi mit hovede. Jeg snublede, faldt, kom op igen. Så snart jeg havde fundet et sted jeg kunne komme ud, løb jeg væk fra laden, uden at se mig tilbage. Lugten af brændt, vådt, muggent træ sidder stadig i min næse., og minder mig om alle de timer jeg tilbragte i den faldefærdige lade.