Jeg satte mig på en ledig stol i venteværelset og kiggede mig omkring. Der var næsten tomt. Kun en ældre kvinde sad i den anden ende af rummet og trak vejret i korte stød. Sikkert endnu én med skræk for mænd i hvide kitler. Stilheden i venteværelset var forfærdelig. Kun kvindens vejrtrækning og lyden af en aircondition kunne høres. Jeg trak vejret dybt ind gennem næsen og lænede hovedet tilbage mod væggen. En underlig lugt af pebermynte og gummihandsker ramte mine næsebor og fik mig til at tænke på den gru, jeg snart skulle udsættes for. Tanken om lyden af de hvide handsker, der bliver klasket ned over hænderne, gav mig kuldegysninger og svedige hænder. Jeg kunne mærke et par sveddråber løbe ned ad min nakke og mit hår begyndte at klistre til min hud. Jeg holdt min svedige hånd ud i luften i håb om at kunne få opfanget lidt kold luft. Jeg opdagede, at min hånd rystede.
”Viviane Poulsen?” lød en stemme pludselig.
Jeg fik et chok ved lyden af en stemme i al stilheden. Jeg kiggede derhen, hvor lyden kom fra. Ved døren til venteværelset stod en ældre herre i hvid kittel. Min læge, dr. Larsen. Ham, jeg skulle ind til om et øjeblik. Om mindre end en halv time ville dommen falde. Sveden piblede igen frem, nu på min pande. Det ringede for mine ører, og min mave begyndte at gøre ondt. Pludselig blev jeg i tvivl om, hvilket navn han overhovedet havde sagt. Mit, måske? Eller den ældre kvindes? Eller en helt tredje, som aldrig var dukket op? Han gentog navnet. Viviane Poulsen. Var det mit navn? Nej. Med et lettelsens suk satte jeg mig igen så godt til rette, som den hårde stol tillod.
Jeg lukkede øjnene. På min nethinde poppede billeder frem af stygge læger med store sprøjter og skalpeller i hænderne.

Jeg ved ikke, hvor længe jeg sov i stolen på lægens venteværelse, men jeg vågnede ved, at nogen sagde mit navn og skubbede blidt til mig. Jeg slog øjnene op og kiggede direkte ind i dr. Larsens øjne.
”Nikki, det er din tur nu. Vær venlig at følge med,” sagde han og smilede. Jeg vidste, at når jeg var trådt ind over dørtærsklen til hans kontor, ville der ikke være nogen vej tilbage. Jeg ville være vandret lige ind i monstrets hule.