Jeg sad i rummet og følte mig trykket, presset og underligt tilpas. Alle de følelser der var forbundet med det, jeg var i gang med. Det var som om væggene langsomt, ganske forsigtigt, listede sig tættere og tættere sammen om en, når man ikke holdte øje med dem. Selvom hun havde forsøgt at live det hele lidt op og gøre det mere hyggeligt med nogen tegninger hendes børn havde lavet, var dette ikke andet end et koldt rum – det kunne hun ligeså godt give op og indse. Det var her, folk sad og græd, mens de fortalte om, hvor svært det hele var. Det sad ligesom i luften. Og det var ikke noget, man bare kunne fjerne med lidt luftfrisker.
Selvom jeg ikke havde fældet en eneste tåre her, var det som om jeg kunne høre folk, der tidligere havde siddet herinde og klynket og pivet – og som om jeg var synsk, kunne jeg også allerede høre min mor sidde og fortælle, mens tårerne hobede sig op i hendes øjne:
”Ja, hun har det jo ikke godt. Vi ved ikke, hvad der er galt. Hun bliver bare ved at være ked af det. Hvad skal vi gøre? Min lille pige…”
Ikke spor rart at tænke på. Ens mor skulle være det stærke forbillede. Ikke en man vidste, ville sidde og græde øjnene ud foran ens psykiater.
Jeg kunne heller ikke lade være at tænke på rummet også, tænke på det som et levende væsen. Tænk at være dømt til at minde folk om en dårlig tid. Tænk at skulle høre på folks problemer dag ud og dag ind, uden selv at have valgt det. Det ville garanteret hellere have været en koncertsal med skrigende, glade mennesker og god musik. Eller et lækkert fest-lokale, som folk lejede og havde det ligeså sjovt i. Ja, selv et venteværelse til tandlægen måtte være bedre end det her.
Måske var det slet ikke folks tidligere gråd, jeg kunne høre. Måske var det i virkeligheden rummet, der græd...