Når solen skinner, og skolen er på pause. Når fuglene synger, og sommerfuglene danser i vinden. Da slår jeg mig ofte ned på min yndlings bænk. Den står i skyggen af et gammelt hængepiletræ, med udsigt over den rolige sø, hvor en flok ænder plasker rundt med deres ællinger. Det er egentlig ikke fordi min bænk er noget specielt, den er gammel, og den hvide maling er skallet af mange steder. Armlænene er begyndt at ruste, og noget af sædet er brækket af i højre hjørne. Og selv om man kan se at den har været smuk engang, er det ikke derfor det er min yndlings bænk. Nej, grunden til at jeg holder så meget af den, er fordi at den står hvor den står. Her ude i den idylliske skov, kan man trække vejret frit, her ude er der ingen fordomme over for en.
Søen er ikke helt rundt, ingen naturlig sø er helt rund, og de få træer der står helt nede ved vandkanten, reflekteres i vandet. En let, kølig brise leger med mit hår, og får et par blomster til at svaje og grenene på hængepiletræet til at vikle sig ind i hinanden. Skoven omringer den lille lysning, og det føles som om den stressede hverdag er flere lysår væk.
En duft af græs og nyudsprungne blomster når min næse. Det er duften af sommer. Luften er fyld med de glade toner, der strømmer fra guitaren i mine hænder. Fuglene i trætoppene synger med, og fylder mit hjerte med glæde og overskud. Jeg føler mig så let, og jeg er sikker på at jeg sagtens kunne flyve væk, hvis blot jeg ville.
På den anden side af søen, stikker en hjort hovedet frem fra skovkanten, for at tjekke om der er fare på færre, hvorefter den forsigtigt træder ud på græsset og begynder at spise. Kort efter kommer et lille, klodset hjortekid også ud i lysningen, og springer glædeligt rundt omkring sin mor. Jeg kan ikke forhindre et svagt smil i at brede sig på mine læber.
Det er derfor jeg elsker det her sted. For træerne dømmer mig ikke, fordi jeg stadig bruger skoene fra sidste år. Fuglene er ligeglad med hvilken slags musik jeg hører. Og hjortekidet har intet imod at jeg bedst kan lide at være mig selv, i stedet for at udgive mig for en jeg ikke er.
Derfor er det min bænk.