Det hele omkring hende virkede så larmende. Alt trafikken kørte omkring hende, og folk stimlede forbi hende. Mylder. Og der sad hun helt alene midt i verdens midte, en gammel hjemløs kone, og kiggede ud i luften. Det var som om hun kiggede væk fra forureningen, bilosen, og trykket mod trommehinderne. Skrig. Hun opdage det ikke, hun sider med det fjerne blik, og det er som om hun sider, og kigger på en smuk mark med smukke røde blomster. Idyllisk. Det er som om man at solen fra hendes fantasi verden varmer hendes frosne hud. Hun knytter hænderne. Et brav i det fjerne. En man på den anden side af gaden kigger undersøgende på hende. Hendes ternede klæde omkring hendes ru kjole. Tøjet er gammelt, og der er huler i skoene. Hun knytter hænderne. Manden for dårlig samvittighed, og skynder sig over gaden. En enkel mønt i hendes hat på jorden. Hun kigger sløret på ham. Som om hun ikke rigtigt ser på ham, men på den drømme verden hun har skabt. Han skynder sig væk igen. For hende har han givet hende tusind kr af venlighed, fordi han har lyst, ikke fordi han har dårlig samvittighed. For hende smiler han, og går bukkende væk. Hun smiler og viser de tænder hun ikke har. Hun ville ønske hun bare var i den verden, den verden der kunne være virkelig. Men for a hun kan styre sig må hun være her. Og hun hader det. I alt for mange år har det været på den samme måde. Hun knytter svagt hænderne. Et barn får en chokoladebar. Hun opdager ikke at det er ved at blive aften. Hun sider stadig og drømmer for sig selv. Om aftenen sker de samme ting som altid. Folk røver hendes hat igen og igen. En slår hende. Hun kigger ned på sine rynkede fingre. Et lille tryk. Og et skrig. Hun er udmattet. Hun har siddet på denne bænk i mange dage nu. Suk. Hun rejser sig stille, kigger i sin hat, og stikker fingrene i lommen. Der ligger et par mønter. Hun går besværet af sted, ud af sin drømmeverden, og ud i virkeligheden for at overleve.