,,Så starter vi igen. Jeg elsker dette punkt,” siger jeg til hende der sidder ved siden af mig. Ud af vinduet på flyet kan man se planterne og jorden flyve hurtigere og hurtigere forbi. Så mærker vi et sus i maven og nedenunder os forsvinder Grønlands fjelde og isbjergene hurtigt.
,,Jeg er så spændt!” siger hun.
,,Nå..? Jeg hedder for resten Mina.” Præsenterer jeg mig selv.
,,Jeg hedder Ella. Det er første gang jeg skal til Nuuk, jeg har nogle venner dernede jeg skal besøge.”
,,Nej hvor spændende, til Nuuk siger du? Jeg skal til Sisimiut og besøge noget familie.”
,,Okay, har du været i Nuuk før?”
,,Ja, mange gange! Du kan godt glæde dig, det er en meget fin by. Selvom der er lidt gråt og kedeligt nogle gange og så regner det også mere end her.”
Hun nikker lidt og siger så: ,,Jeg tror også at jeg vil komme til at savne isfjeldene, de skulle vist ikke være så store dernede.”
,,Ha, isfjelde? Den isklump der en gang om året forvilder sig ned til dem kan knap nok kaldes en isskosse! De ’fjelde’ vi har her i byen kan knap nok kaldes isfjelde!” Siger jeg med tryk på ordet ’fjelde’. ,,Nej du, før i tiden, der var isfjelde! Så store at tre kunne fylde hele diskobugten. Og vintrene, de var meget koldere! -40 g kom temperaturen mindst ned på og man kunne gå over til diskoøen på isen. Det var tider!” Slutter jeg mit udbrud og sukker.
Hun kigger en smule forvirret på mig og siger så mat: ,,Okay… Jeg håber i hvert fald at du får en god ferie i Sisimiut.”
,,Tak og i lige måde, du må have en god ferie i Nuuk, men lad nu være med at snyde dig selv ved at kalde de klumper der isfjelde.” Siger jeg med et smil og retter opmærksomheden mod vinduet igen.