"Hvor fanden tror du, at du skal hen?"
Jeg drejede langsomt om på foden. Kenneth så vredt på mig, men jeg vidste slet ikke hvorfor. Jeg ville jo bare give dem lidt privatliv. Hvorfor skulle jeg være tilstede, når de skændtes?
"Ja, var der ellers andet?" Jeg forsøgte at lyde som om, han ikke lige havde grebet mig i at stikke af fra den pinlige situation.
Min chef så bare afventende på hende. Han lagde armene over kors.
"Vil du lige gentage det, du sagde?" Hans spørgsmål overraskede hende. Jeg så over på hans kone, der blot så forvirret på dem begge.
"Kenneth, hvorfor skal du altid inddrage alle i vores problemer? Lad hende nu bare gå!" Konen lød halvhjertet. Deres diskussion, som jeg havde afbrudt ved at komme ind på kontoret, var vist ovre.
Var hans fokusering på mig bare en måde, hvorpå han kunne distrahere konen fra den diskussion, de havde ?
"Amalie, jeg tror lige, jeg må have et øjeblik alene med min sekretær", sagde han så irriteret, og konen så undrende på mig, men så gik hun udenfor.
"Hvad fanden var det lige du sagde?" Han gik helt hen til mig. Han var rasende, og hans lille halvt skaldede hoved blev langsomt rødere.
"Undskyld, men jeg har altså ikke sagt noget," sagde jeg så og så ned på mine sko.
det her var så pinligt, for jeg havde godt nok tænkt noget meget slemt vedrørende ham og hans evindelige skænderier med konen, som alt for ofte dukkede op på kontoret.
"Hvad ved også sådan en lille kælling om noget," Det lød svagt, og jeg så ikke hans læber ytre ordene. Havde han mumlet ordene?
Jeg forstod ingenting. "Hvad forgik der?" Tænkte jeg forvirret.
"Det skal jeg fortælle dig. Hvis du ikke vil fyres på stedet, så forsvinder du fra mit kontor nu. Tro mig, jeg skal nok finde en god grund til at fyrer dig, hvis du nogensinde siger sådan noget til mig igen," sagde han vredt, og hans rødmen fortog sig.
Jeg stod lammet, for jeg havde jo ikke sagt noget.