Ding-Dong! Vera rejste sig fra lænestolen og trissede ud i entreen, mens hun trak sjalet tættere om sig. ”Hvem i alverden kan det være?” mumlede hun henvendt til katten.

Hun tændte lyset og lagde øjet til spionhullet. ”Jeg kan da ikke mindes, at jeg har set ham før” tænkte hun. ”Burde man åbne? På den anden side set er jeg vel også for nysgerrig til at lade være.”

”Et øjeblik!” meddelte hun, mens sikkerhedskæden blev fæstnet i riglen. Langsomt åbnede hun hoveddøren. Dunsten af mados fra opgangens øvrige beboere blandede sig med naboens sure cigarrøg.

I det samme gik lyset ud på trappen, men den ukendte person skyndte sig at trykke knappen i bund. Vera nåede at danne sig et indtryk af en nydelig mand på omkring 25 år. Brune øjne og et charmerende smil. ”Vil De købe en dørmåtte?” spurgte han høfligt og fremviste et mindre udvalg.

Vera kastede et blik på sin egen måtte. Kokosfibrene var næsten slidt væk på midten, og det fine mønster i kanterne var så godt som forsvundet.

”Det pynter jo med en ny måtte” forsøgte han, og Vera lod sig tryllebinde af de brune øjne og det kønne smil. ”Jeg kunne vel være hans bedstemor” tænkte hun. ”Alligevel må jeg indrømme, at han er pokkers charmerende.”

”Hvad koster den dér?” spurgte hun og pegede på én med teksten ”Velkommen” og en sol i hvert hjørne.

”50 kroner” svarede han. ”Jeg tjener lidt ved siden af studierne, og disse har jeg fået en gros, derfor er prisen så lav.”

Hun var overtalt og sagde ”Jeg henter lige pengene” og lukkede kortvarigt døren. Da hun kom tilbage, smilede han venligt, mens pengesedlen og måtten skiftede ejer. Han takkede og ønskede hende en fortsat god aften.

Vera kastede et stjålent blik på hans brede skuldre, mens hun samtidig glædede sig over købet. Måtten var unægtelig mere præsentabel end den gamle las.

Næste formiddag ringede det atter på døren. Gennem spionhullet genkendte hun fru Hansen fra 4. sal. Næppe var døren åbnet, før hendes gæst tog på vej: ”Hvorfor har du stjålet min dørmåtte? Du burde skamme dig, Vera!”