”Kvæk… KVÆÆÆÆK!”
Jah, man havde vel stadigvæk taget. Endnu et kvæk forlod ham, inden han var tilfreds – nu var han varmet godt op og klar til Angeline. Den smukkeste skabning, så grøn og med de smukkeste udstående øjne. Labre lår havde hun også, men det måtte han hellere holde for sig selv.
Han havde ventet så længe – det føltes som en evighed siden det sidst var parringstid, men nu var tiden kommet.

Han hoppede kækt af sted. Hans grønne hud glinsede i sollyset. Han var klar og kunne allerede høre hendes smukke stemme, klinge med hans i en smuk sang. Denne gang skulle hun blive hans.
Men… han stoppede brat op, nærmest midt i et hop. Hvor, hvor var mosen?
”Kvæk?”
Han forstod intet. Hvor var de alle sammen?
”Angeline! Angeline!”
Fortvivlet hoppede han rundt og rundt. Ledte og ledte – hvor var hun? Da han endelig fandt hende ville han ønske han aldrig havde ledt.
Stakkels Angeline… uden vand var hun tørret ud af solen.

De næste dage hørtes hans lange smukke kvæk over den nu udtørrede mose. Hvorfor havde de taget Angeline fra ham? Hvorfor havde de ødelagt mosen? Og hvorfor svarede de ham ikke? Hans sørgekvæk fandt ingen vej ind i deres hjerter – stenfolk. Ja, de måtte være lavet af sten!