Hun vil ikke se på ham. Det er ikke til at holde ud og han sover jo alligevel bare.
Hun ser over på sengen ved siden af. Der står blomster på bordet. Hyacinter. De dufter stærkt og giver hende kvalme. Minder hende om de hyacintløg de plantede i haven. Hun og Nicklas. Dem han kom med, fordi hun holder så meget af hyacinter. Nu blomstrer de. Burde hun have taget nogle af dem med?
Det ville han sikkert være blevet glad for, men i stedet købte hun roser. Gule roser. Hun har valgt falskhedens farve for at fortælle ham det. Når han spørger til farven, vil hun sige det.
Måske …
Hendes gane er tør og hun trænger til en smøg. Har ellers ikke røget i to dage. Ikke siden Nicklas ikke kom hjem med cigaretter.
"Ulla?"
Han fremstøder hendes navn og hun bliver nødt til at kigge på ham. Ellers vil den gamle mand i den anden seng undre sig. Han sidder og lader som om han dufter til sine blomster. Piller lidt ved dem. På den der måde, der røber, at han holder øje med hende. Eller er det bare noget han tror? Manden kan ingenting vide.
"Jeg er lige her," forsikrer Ulla, og Nicklas fortrækker sine blodige opsvulmede læber til noget, der nok skal være et smil. Det ene øje er på størrelse med et dueæg. Det er blåligt med rande af sort og gult. Under det andet øje er der et lilla mærke. Men øjenlåget er ikke så hævet mere. Han er vist ved at åbne det? Ullas kvalme bliver værre.
Stingene på kinderne virker gigantiske. Får hende til at tænke på Frankensteinmonsteret.
De er virkelig gået til den, dem der har tævet ham.
"Elskede," hvisker Nicklas og hans hånd bevæger sig hen mod hendes, finger for finger, som når han vil drille hende. Det gør ondt. Hun føler det. Hans smerte forplanter sig til hende.
Han skal holde de fingre i ro.
Selvom det vel er det mindste hun kan gøre? At føle med ham?
Hun skulle være løbet, da de kom. Eller have taget de tæv, de måske ville have givet hende. I det mindste kunne hun have ladet være med at sende ham ned gennem gaden, hvor de ventede. Hun kunne vel have ringet til strømerne?
Men Brian og Anton var jo hendes barndomskammerater. Og hun troede vel på, at det var sandt, når de sagde han havde generet dem. Måske var det virkeligt sandt, men …
Det snurrede i hendes hoved.
Det var både underligt og helt forkert. Hun måtte sige det til Nicklas.
Men hun ville ikke miste ham.
Ulla tog roserne i vasen og pressede en finger mod en torn.