Han var kommet til stationen. Der var irriterende mange mennesker, en ung mand bumpede ind i ham, og han råbte et eller andet efter ham, uden egentlig at vide hvad det var. Trappen var lige foran ham, ligesom beslutningen, skulle han? Hans øjenbryn rynkede beslumtsomt sammen, og den dybe indånding, som lugtede kraftigt af røg og urin, trængte sig ind i hans bevidsthed, og han tog det første tunge skridt ned i den mørke tunnel. Menneskemylderet var endnu værre hernede, og det samme kunne han sige om stanken, der nu var så uudholdelig, at han måtte trække vejret med munden. Et tog buldrede larmende forbi og overdøvede alt andet, selv hans egne tanker.
En kvinde med en barnevogn stod og ventede på et tog. Tvivlen begyndte at gnave sig ind i hans sind, var det nu virkelig det rigtige? En flok børnehavebørn stod på den anden side af perronen, og han begyndte at fortryde. Men det var allerede for sent. Han var som fanget i et spindelvæv, og hvis han prøvede at komme fri, ville det ikke blot sætte ham i fare. Han tænkte på sine egne børn. Den yngste havde lige lært at kravle, og det havde varmet hans hjerte at se den lille pige tumle rundt over hele gulvet. Nu hvor han var blevet involveret, måtte han gennemføre det, lige meget hvor ubehageligt det endville blive.
Hans svedige hænder begyndte at smerte efter at have båret så længe på den tunge taske, men han turde endnu ikke give slip på den, så han hankede op i den, mens hans greb strammedes yderligere. Opgaven var at stille den midt på den mest befolkede perron, og det måtte han gøre. Mens han ubemærket masede sig frem mellem masserne af travle mennesker, prøvede han så vidt muligt at undgå at kigge på deres ansigter, han ville ikke huske en eneste af dem. Efter hvad der føltes som kort tid nåede han frem. Nu skulle han blot stille tasken, og komme væk inden nogen bed mærke i hans udseende. Følelsen af alles øjne på ham, gjorde ham så paranoid han begyndte at svede, men da han havde givet slip på tasken, og kiggede op, var alle lige akkurat så travle og ligeglade som før. Ingen havde lagt mærke til ham. Med to trappetrin ad gangen styrtede han op ad tunnelen og tog en dyb og livgivende indånding, da han blev mødt af den kolde vinterluft. med den ene hånd prajede han i al hast en taxa, og fortalte chaufføren destinationsstedet, i hvad han håbede, var en afslappet stemme.
Et kæmpe brag lød bag ham, og blev efterfuldt af adskillige skrig fyldt med smerte og skræk.
Nu var det gjort.