Hun kantede sig forsigtigt ind af døren til klasseværelset. Hun var alt for sent på den, men var der ikke noget at gøre ved.
” Line, hvorfor kommer du for sent?”
Læreren var over hende med det samme. Det var ikke fair, hun var aldrig sent på den! Men der var jo en første gang for alting, så meget havde hun lært. Hun mumlede et hurtigt undskyld og satte sig på sin plads. Sveden haglede af hende. Alle hendes porer stod vidt åbne og kvalmen lå stadig som et sovende dyr i maven på hende – det kunne vågne hvert øjeblik.
Aldrig havde hun følt sig så syg som om morgenen, men hun ville ikke blive derhjemme. Hun vidste hvad hun fejlede og hun vidste der skulle gøres noget ved det. Total idiot var hun trods alt ikke. Men hvor gik man hen? Hvem gik man til? Hendes mor var udelukket hun pylrede for meget og hendes far ville få et føl på tværs hvis han opdagede hvad han datter var.
Uren. Beskidt.
Der var kun en hun kunne spørge, men hun gruede for det. Hele timen hang hendes blik ved klokken. Hun hørte ikke et ord af hvad læreren sagde.

Det ringede ud og hun forlod klassen. Så stod hun der ude på gangen. Det myldrede med folk, men hun vidste godt hvor hun kunne finde ham. Ham som skulle hjælpe hende. Han var ligeså uren som hun – endda mere. Blev man ikke mere beskidt af at gøre det flere gange? Og han havde sagt han havde gjort det før. Mange gange.
Hun fandt ham i cykelskurret, ligesom hun havde vidst hun ville gøre. Hun tog en dyb indånding og fortalte ham det hele. Han himlede med øjnene og smed smøgen han havde stået og babbet på til side. Han skoddede den ikke engang.
Hendes øjne hang ved ham. Han var så klog, han vidste så meget. Han vidste hvad der skulle gøres. Hendes øjne søgte hans. Hun havde fortalt ham hendes hemmelighed - deres hemmelighed, hvorfor sagde han ingenting?
”Det må du selv rode dig ud af – den slags er pigesager”.
Så gik han og forlod hende alene i cykelskurret. Eller, helt alene var hun jo ikke længere…