Villy satte postbilen ned i hastighed. Stilheden hvilede over landskabet, mens solen skinnede på de grønne bakker med de gumlende køer. En modkørende bil, nærmede sig i rasende fart. I tide fik han kastet bilen ud i rabatten, mens et inferno af rød lak og krom, passerede dyttende forbi, hvorefter den forsvandt af syne i en støvsky bag bavnehøjen.
Villy virrede med hovedet og stoppede op, mens han mumlede: ”Hvad i alverden var det? Var det ikke en rødhåret kvinde med et brus af krøller i en Farrari?”
Han kastede et ekstra blik i bakspejlet, men så blot de samme køer fra før, der uanfægtet lå i græsset og gumlede videre, mens en dvask flue havde sat sig på instrumentbrættet. Måske sommervarmen havde fået ham til at se ting, der ikke var?

På postruten næste dag faldt Villy i snak med Hans-Peter fra Vestergården. ”Har du lagt mærke til den røde bil, Villy? Den vækker sgu’ større opsigt end den nye mejetærsker oppe på Brogården. Og det siger ikke så lidt.” lo Hans-Peter.

Det sidste hus på postruten var Marens. Det lille bindingsværkshus lå vindt og skævt bag de høje kastanjetræer. Gårdspladsen henlå i skygge, som tykke totter af mos på taget havde kvitteret for. Vinduerne havde forgæves sukket efter maling i årevis, og ved branddammen stod brændenælderne mandshøje. Villy parkerede foran den gamle staldport, og kastede et flygtigt blik på den frønnede dør inden han steg ud.

Han åbnede hoveddøren og førte sig husvant frem, mens han med et vist ubehag kiggede på de slidte møbler. Solen tog livtag gennem de små ruder, og tapetet havde visse steder givet op og hang ned fra væggen.
Villy kaldte på Maren, som dukkede frem bag køkkendøren, mens hun tørrede hænderne i forklædet. ”Du skal da ha’ en kop kaffe, Villy!” sagde hun og satte et par skårede kopper frem. Han så på klokken, men høfligheden bød ham imod at takke nej. Maren skænkede, mens hendes øjne mødte hans blik. Efter at have gennemgået sognets seneste nyheder, rejste Villy sig og takkede for kaffe og passiar. Ved hoveddøren kastede han et adspredt blik på kommoden. Det gav et ryk i ham, da han fik øje på en rød paryk med et skulderlangt brus af krøller. Forvirret kiggede han på Maren, der med et underfundigt smil om læben kneb ham let i kinden og sagde: ”Hvad du ikke ved, Villy-Post er, at jeg fik en pæn lottogevinst sidste måned, så mon ikke at det er på tide, at Maren får sig et nyt liv?” Villy måbede og stirrede over mod staldporten. Gennem de åbne brædder så han solstriben danse i rød lak og krom.