Hun har lært at hilse pænt. De er altid så venlige og smiler meget. Hun har hørt dem sige, hun ikke er så slem at bo i opgang med. ”Det skulle man ellers tro, om sådan en,” siger fru Hansen. ”Ja, men hende her er nu så sød. Der skal jo også være plads til os alle sammen,” svarer fru Andersen.
Hun står og kigger ud af kighullet. De må ikke se hende. Hun har taget sko og jakke på. Holder noget indenfor tøjet. Der er fri bane. Hvis hun er hurtig, kan hun nå at komme ud, før fru Hansen kommer tilbage fra vaskekælderen.
Hun løber. Skynder sig ned ad trapperne og ud på gaden.
Ovre i parken kan hun være i fred. Sidder lidt og synger for det, hun har indenfor tøjet. Hun synger højere, prøver at berolige det. Men hun tør ikke sidde for længe i parken, og skynder sig hjem.
Hun kaster et hurtigt blik i opgangen. Ingen. Hun skynder sig op ad trappen, og hiver nøglerne frem. Det er svært at låse døren op med en hånd.
”Nå, er det dig?” siger fru Andersen pludselig.
”Ja,” siger hun.
”Du må ellers snart kigge op igen,” siger hun.
Hun nikker, det skal hun nok. Hun kommer til at smække døren i, og fru Andersen står der ude og ryster på hovedet.
Har hun set noget? Hendes hjerte banker. Bylten siger igen noget. Hun kommer til at vende den forkert. Den beklager sig.
Hun giver den lidt kød og kartofler. Men den vil ikke have det.
Hun er træt, hun må altså sidde ned nu. Sætter sig og venter på at den holder op. Er der ikke et batteri i sådan en?
Hun vågner ved en lyd. Dørklokken. Hvem mon det er?
Hun samler noget op fra gulvet, det siger ikke noget. Er tungt i hendes arme. Det sover, det må det vel gøre.
Hun presser det ned i kommodeskuffen. Og lukker den. Det lykkes næsten.
Så kan hun godt åbne.
”Det var du vel nok længe om,” siger fru Hansen.
”Jeg har bagt. Må jeg komme ind?” spørger hun.
Hun åbner døren helt, finder tallerkner og laver te. Fru Hansen vil have teen stærk.
”Hvad er det i kommodeskuffen?” spørger fru Hansen blegt.
Hun siger ikke noget, ryster bare på hovedet. De må ikke vide det.
”Vi må tilkalde kommunen,” siger fru Hansen.
Hun vil ikke have te eller kage. Hun vil hjem.
Kommunen? Så får hun ikke lov at blive boede.
”Sådan en vil vi ikke have i opgangen igen,” siger fru Hansen. ”Aldrig,” siger fru Andersen.