Jeg hørte ikke, hvad læren sagde. Hendes stemme nåede mig ikke. Heller ikke mine klassekammeraters stemmer hørte jeg. Jeg var helt væk, men ingen bekymrede sig for mig. Og hvis nogen gjorde, sagde de aldrig noget. De lod mig bare være i fred.
Nogle dage ville jeg helst have det sådan, men andre dage ønskede jeg at nogen, bare en eller anden, skulle ligge mærke til mig. Men de så mig aldrig. Ej hellere så de den smerte, jeg gemte dybt inde i mig. Den smerte, ingen andre kendte til.
Svagt hørte jeg klokken ringe. Skoledagen var slut, men jeg ønskede den ville fortsætte. Jeg havde ikke lyst til at tage til det hjem, hvor intet godt ventede mig. Alligevel lod jeg mine ben føre mig hjem. Da døren blev åbnet, sprang lugten af spiritus ud i hovedet på mig. Jeg ønskede at kunne holde vejret forevigt, men det ville desværre nok aldrig ske. Jeg måtte leve med spiritus lugten. Det var dog ikke det værste ved mit liv.
Min far kom trampende ud i gangen i det øjeblik, døren gled i bag mig med et svagt bump. Hans øjne var tågede af al den spiritus han drak, og hans ånde stank forfærdeligt. Han havde ikke altid drukket som nu. Det var først efter den dag, min mor var blevet dræbt i en bilulykke, han var begyndt at drikke.
"Du kommer sent hjem" sagde han og vaklede mod mig. Jeg bakkede tilbage mod døren og sank en klump.
"Min lærer holdte os hen" hviskede jeg nervøst. Min far nåede frem til mig. Hans ånde gav mig kvalme. Alt ved ham gav mig kvalme. Jeg savnede min gamle kærlige far. Den far, der ikke drak.
Han sagde ikke mere. Istedet for lod han sine hænder trække tøjet af mig. Jeg gjorde intet, men stod blot som lammet. Jeg turde ikke gøre modstand. Så ville han tæske mig, til jeg knap nok kunne stå oprejst mere.
Jeg lukkede øjnene og forsøgte at fortrænge den virkelige verden. Et fremmed sted fandt frem til mig. Jeg så en trappe stige op mod himlen. For enden var en lysende port og i porten, stod min mor. Jeg løb med strakte arme op af trappen, mens jeg råbte efter hende. Jeg var så få skridt fra hende, da jeg blev revet tilbage til virkeligheden.
Noget blev presset mod mit underliv. Jeg vidste udmærket hvad. Et dybt suk undslap mine læber. I morgen var endnu en dag, men den ville ikke være anderledes end alle de andre.
Jeg ønskede inderligt at i morgen, når jeg vågnede fra min søvn, ville jeg stå hos min mor for enden af trappen.