For enden af regnbuen, et sted ude i det dybe univers. Sad en tyrkis blå blomst og spillede på sin harpe. blomsten spillede for sin sorg i livet, og syntes at mærke bare en lille smule håb og glæde ved de euforiserende toner der udsprang derfra.
Rytmen og den faste takt kunne ikke høres nogen steder. Lyden af hjertebanken var forsvundet fra denne blomst. kun "en" kunne give hende det hun søgte, hun turde ikke sige det til nogen for det var et for stort ønske, hun var jo en blomst og hørte ikke til blandt dem med hjertebanken.
så der sad blomsten og spillede dag og nat uden at stoppe. En stille og fugtig nat kom en natsværmer og satte sig ved dens side.
"Jeg har lyttet til dig siden den dag dine søskende blev taget med rod kære Numenion"
"hvor kender du mit navn fra?"
Jeg kender alle her.
"Nu skal du se", "jeg kan jo godt lide din musik" jeg kan forstå den, forstår du?
du ønsker dig noget større en du selv kan magte, har jeg ret?
ja du har ret jeg ønsker mig at
shhh jeg ved det godt kære barn, jeg ved godt vad du ønsker dig! jeg kan nemlig høre det alle i dine toner!
Imorgen nat vil du se et stjerneskud da skal du spille for stjerndens genfødsel, I 100 dage og nætter.
Herefter vil du få dit ønske opfyldt.
Natsværmeren fløj bort ud i natten op mod stjernerne.
blomsten spillede 100 dage og nætter og dag efter dag visnede blomsten mere og mere for så på 100 dagen at forgå helt.
Den døde stjerne glimtede helt ny og klar på nattehimmelen forså at sende det klareste lys ned igen mod den døde blomst.

Pust pust pust dyb vejertrækken skat, vræææl vræææl åh se skat det en pige åh det dog det smukkeste barn, hun minder mig om de blomster vi har plantet ude i haven, du ved de tyrkis blå blomster! jo det sandt skat. Hun skal hedde Numenion ikke sandt skat, jo hun er en rigtig Numenion.

10 år efter gik Numenion ude i haven og passede de tyrkis blå blomster hun havde et helt specielt forhold til.
Hun havde fået en harpe af sin far i 10 års gave og hun nød at spille på den ude i haven, til tider kunne hun ikke sove også lå hun og kiggede på stjernerne, og specielt en stjerne syntes hun glimtede ned til sig.