Jeg kigger frem bag et af træerne. Nogle mennesker er igang med at fælde et træ længere henne af stien. Jeg hader menneskerne. De tog min mor fra mig, nu har jeg tænkt mig at tage en af dem. Øje for øje, tand for tand, liv for liv.
Græsstråene svajer let i den kølige sommerbrise, jeg bevæger mig lydløst frem mod menneskerne, der med deres kæmpemæssige maskiner og olieudslip er i gang med at ødelægge naturen.
En svag knurren kommer truende fra min mave, jeg er sulten. Sulten efter menneskekød. Hurtigt standser jeg og får kontrol over min mave, den skal ikke lave larm, så mit bytte smutter væk. Jeg er nu få meter fra dem, de har ikke lagt mærke til mig, for de har for travlt med deres arbejde. Hvis de bliver ved med at udrydde træerne, så udrydder de min race til sidst. Jeg venter nogle minutter, mens jeg tænker på, hvem mit bytte er. Min mund løber i vand efter den tykke, skaldede mand, så jeg vælger at gå efter ham. Så hopper jeg derefter ud fra mit skjul. Jeg forstår ikke, hvad de siger, men én af mændene råber noget og peger på mig. Maskinerne stoppes, de skriger og løber panisk rundt mellem hinanden, de ved ikke, hvor de skal gøre af sig selv. Jeg løber hurtigere end nogle af mændene, så det bliver nemt. I et snuptag får jeg fat i mandens ben, og han vælter. Endnu mere panisk fægter han med armene, prøver at beskytte sig selv. Hurtigt og smertefrit bider jeg ham i struben, hvorefter han med det samme ligger stille. Med manden i munden løber jeg tilbage til mit skjul, og begynder at spise ham.
Nu står vi lige, tænker jeg, mens jeg tygger en mundfuld kød og synker det.