Kære dagbog

På den igen, juleferien er slut, virkeligheden er vendt frygteligt tilbage - og det har bare ikke været min dag i dag.

Jeg havde glemt alt om, at bilen skulle have benzin på, så på de sidste dampe fik jeg kæmpet mig gennem sneen og ind på tanken. Selvom det kun tog et par minutter at få fyldt dytten op, var jeg alligevel så kold, at jeg ikke kunne står for fristelsen om en varm chokolademælk (farvel nytårs-fortsæt nr. 1).

Selvom bilen kører med sommersko, nåede jeg helskindet frem til kontoret - hvor (surprise surprise) mit skrivebord nærmest var forsvundt under post, opgaver m.v. Inden jeg kom igang dukkede Mette op, og fortalte om hendes jul og nytår. Hun havde brugt ferien på den helt store hovedrengøring sammen med familien, og selvfølgelig havde hun fået klorin på sin bukser, så nu var de ødelagte. (note til mig selv: husk at vaske badeforhænget i weekenden)

Herefter gik formiddagen, som den slags nu gør - arbejde, arbejde, telefon, arbejde.

Til forkost var kantinen fyldt, så Mette og jeg måtte sidde ved bordet lige ved køkkendøren. Midt i det hele gik brandalarmen, og vi så (og lugtede) røgen fra køkkenet. Kokken havde brændt noget mad på, så nu sad vi der, og havde luftmangel. Vi skyndte os at pakke sammen og forlade kantinen.

Eftermiddagen bød ikke på de store oplevelser - heldigvis - og trods snevejret, kom jeg da også helskindet hjem.

Planen var egentlig at løbe en tur, men det forhindrede sneen og kulden (farvel nytårsfortsæt nr. 2). Spiste rester fra i går og lagde mig på sofaen for at se tv. Det var dog en en begrænset fornøjelse, for det var primært filmen på indersiden af mine øjenlåg, som jeg fik set.

Nu ligger jeg så her i min seng og tænker, at det da kun kan gå fremad i morgen.

Vi snakkes ved i morgen, godnat og sov godt.