Sirenen var som altid det første jeg hørte. Omkring mig begyndte de andre at stå op og gå ud i kabinerne. Baderne havde allerede været i gang i nogen tid og stod klar. Bagefter gik vi over til Hallen. Det grå lys fra smoghimlen skinnede dovent ned over os. Portene var allerede åbnet, som altid, og vi gik ind til vores aflukker. Da døren bag mig gik i, blev der stille. Aflukkets vægge holdt alle lyde ude, så jeg kunne koncentrere mig om mit arbejde. Samlebåndet gik i gang og jeg fandt dna linjerne frem på skærmen. Det tog altid lidt længere tid at sætte dem sammen end man regnede med, for man glemte ofte hvor lange de var, når man så det færdige produkt. Der dukkede en besked fra Ledelsen op på min skærm. De manglede XX-kromosomer, så jeg fik til opgave at fokusere på dem. Jeg sendte en besked til forskerne for at finde ud af hvilke antigener de ville have afprøvet i dag. De havde altid noget nyt klart, det var bare hvilke koder man skulle bruge. Jeg tænker tit over, hvordan det ville være at være forsker. Jeg ville egentlig gerne prøve det, men min intelligenskvote rakte kun til at blive sammensætter. Det er også et meget godt job. Jeg har én fridag for hver 100 arbejdskvoter, så jeg kan komme ud og se på de færdige resultater. Det er altid spændende at se hvilke antigener der fungere bedst, selvom forskellen på overfladen ikke er så tydelig. Man skal bruge en scanner for at finde den og det er kun sammensættere og observatorer der får dem indopereret i nethinden. De andre har ikke noget at bruge den til. Når man kommer tilbage til Hallen tager det altid lidt tid at hente oplysningerne fra scanneren, så de kan blive samlet i Hallens database. På den måde er det til gavn for alle.

Når jeg har fri tager jeg ofte op til Boligerne for at se til dem, der har udtjent deres opgaver. Jeg tænker ofte over, om det var en af dem, der var min sammensætter.