"At flyve som fuglen"
tænkte hun.
At kunne flyve højt op i luften.

Højere og højere mens hun mærkede vinden suse i hendes hår,
så kunne hun se verden for sine fødder, være himlens dronning.

Men det endte altid med at hun fandt sig selv, liggende på hendes trægulv,
med armene spredt ud til siderne som vinger.

For hun vidste godt at det ikke kunne lade sig gøre, mennesket var ikke skabt til at flyve.
De var skabt til at blive på jorden, gå rundt på jorden, og stort set leve på jorden.

vis vi mennesker prøvede at flyve ville vi styrte ned og dø.
vis vi blev født med vinger, ville man enten blive betragtet som et monster
eller en engel.
"Sådan er det at være menneske, og sådan vil det altid være."
Sagde hun bittert

hun rejste sig op gik hen til vinduet,
kiggede op på himlen, hun følte en længsel i sit hjerte.
En længsel om at komme op til himlen, flyve rundt med fuglene.

hun mærkede en tåre glide stille ned af hendes kind,
den faldt fra hendes ansigt og ramte jorden.

"Vi mennesker er som tårer... Vi hopper højt bare for at falde lavere"

hun åbnede vinduet og mærkede vinden komme hende i møde.
Som en frelsende engel som bad hende om at følge med,

hun trådte et skridt nærmere,
så himlen åbne sig over hende,der var så meget smukt ved denne verden udenfor.
så meget og dog så lidt....

hun hviskede stille til sig selv før hun sprang.

"Det eneste jeg vil er...."
"At flyve som fuglen"