Emma sukker, da hun ser sig selv i spejlet. Figuren er blevet lidt for rund, håret er snart helt hvidt, og huden er blevet rynket. Emma reder sit lange hår og sætter det op til natten, som så mange aftener før. Hun finder rynkecremen, overvejer om det nu ikke være det samme nu.
Hun går ind i soveværelset igen. Viktor er ikke kommet op, han er sikkert faldet i søvn foran tv’et igen. Emma går hen til vinduet, kigger vemodigt ned i haven med alle blomsterne og træerne. Mindes da børnene var små, Laura med sine fine kjoler og prinsessekrone, og lille Rasmus med hul på knæet, da han var nybegynder på rulleskøjterne. Emma mindes alle de aftener, hvor hun og Viktor sad på bænken og nød stilheden, når børnene var lagt. Nu var det børnebørnene, som regerede i haven.
Viktor lister stille ind i soveværelset, hvor han ser Emma kigge ned i haven, hensunken i minder fra en svunden tid. Han går hen til hende og lægger armene om hende. Det giver et lille gib i hende, men hun vender sig ikke om. Han hvisker i hendes øre:
”I mine øjne er du stadig den smukke Emma, som jeg forelskede mig i for over 50 år siden. Uden dig ville jeg have været fortabt. Du har givet mig alt, og gjort mig til den jeg er. Du har givet med to vidunderlige børn, og du har altid været en dejlig hustru og mor. Tak.”
Emma vender sig, hendes øjne er blanke, men hun smiler gennem tårerne. Hun tager Viktors hånd og sammen går de neden under. Deres gamle hund står klar til at få sit halsbånd på, og sammen går de ud i haven. Emma og Viktor sætter sig på bænken og nyder stilheden hånd i hånd, mens solen går ned.