Der var nu alligevel noget smukt over det.
Den måde sollyset ramte vandet på, gjorde smut i de små brudstykker af is. Hun vippede lidt med de bare fødder der efterhånden var ved at blive følelsesløse af sneen som lå i et tyndt lag på jorden. Skoene havde hun allerede smidt ud, hurtigt sank den ene, sorte støvle til bunds i søen. Bagefter den anden. Hun havde regnet med at føle et eller andet dramatisk ved synet, men alting virkede helt normalt. Måske havde hun regnet med at kulden ville vække noget i hende og få hende til at ombestemme sig, vinden ville puste ind i hendes øre og hviske; "hey, det kan godt være at din mor er en kælling og dine venner nogle idioter, men der er så mange gode og skønne ting i verden alligevel."
Men det gjorde den altså ikke.
Måske var det fordi at det slet ikke var det hun syntes. Hendes mor var sådan set fin nok, når det bød hende, og vennerne var ikke idioter, bare lidt overfladiske. Men problemet var altså at hun var holdt helt op med at føle noget. Hun følte ikke nogen kærlighed eller varme når kæresten eller veninden krammede hende. Hun kunne knap nok mærke deres arme omkring sig. Eller noget had når folk omkring hende gjorde noget det var specielt forkert. Det var ikke engang fordi hun var forvirret eller fortabt i sine følelser, de var simpelt hen ... væk. Hun var følelsesløs. Nøjagtig som sine bare fødder.
Hun tog et par skridt fremad før hun smed jakken. Vandet var isende koldt, og hun blev lettet over at hun i det mindste kunne mærke dét. Hurtigt var hun under med skuldrene, så hovedet. Et par isstykker viklede sig ind i hendes hår og hun kiggede op, hvor hendes syn begyndte at sløres. Hun nåede akkurat at få øje på et par hvide fugle der cirkulerede et par meter over vandoverfladen, som vågede de over hende. Der var nu alligevel noget smukt over det.